Det kan blive en festuge for U-holdene

Kategorier


Philip Zinckernagel jubler over sin scoring til 3-1. (Foto: Lars Johansen)

Det kan blive en festuge for U-holdene

FCN U/19 kan vinde Ligaen hjemme i Farum Park på lørdag i sidste spillerunde, og U/17 kan i morgen tirsdag sikre sig pokaltitlen i Roskilde

Med hjemmekamp mod de nærmeste rivaler fra AGF/Viby og op mod 500 feststemte tilskuere havde FC Nordsjællands U/19 Ligamandskab håbet at gøre lørdagen til guldfest i Farum Park. Men med slutstillingen 4-4 er festen udskudt en uge. Det er dog heldigvis fortsat op til FC Nordsjællands U/19 Ligahold selv at afgøre mesterskabet, som kan sikres på lørdag 8. juni kl. 13.00, når Silkeborg kommer på besøg i sidste spillerunde. De unge tigre vil blive danmarksmestre med bare uafgjort i den kamp. FCN U/17 kan også gå en jubeluge imøde. Efter uafgjort 2-2 mod AGF/Viby hjemme i Ligaen i lørdags gælder det nu for U/17 pokalfinalen i morgen tirsdag mod Roskilde kl. 19.00 i Roskilde Idrætspark. Hvis U/17 snupper pokalen tirsdag, og U/19 DM-guldet lørdag må man sige, at U-sektoren følger fornemt op på sølvmedaljerne til FCN i Superligaen. U/19 Liga: FCN-AGF/Viby 4-4 (3-2)
Mål: 27. minut 1-0 Kalil Faizi. 32. minut 2-0 Emiliano Marcondes. 37. minut 2-1. 39. minut 3-1 Philip Zinckernagel. 40. minut 3-2. 57. minut 3-3. 72. minut 4-3 Emiliano Marcondes. 85. minut 4-4. FC Nordsjællands unge tigre var på vej mod klubbens første ungdomsmesterskab nogensinde, da U/19 Ligaholdet efter godt en halv time kom foran med 2-0 mod de nærmeste rivaler fra AGF/Viby, men århusianerne svarede godt og hurtigt igen, så FCN føringen ved pausen kun var på 3-2. Det var to forskellige spillestile overfor hinanden, og efterhånden som 2. halvleg skred frem, lykkedes det de fysisk stærkere modstandere at fremtvinge mere duelspil, som slog FCN-rytmen lidt i stykker. Så selv om FCN også kom foran 4-3, lykkedes det AGF/Viby at holde liv i håbet med udligning til 4-4 kun fem minutter før tid. De 500 tilskuere kan så møde op igen i Farum Park på lørdag kl. 13.00, hvor FCN igen har muligheden for at sikre DM-guldet for U/19 med en sejr over bundholdet Silkeborg, der dog har haft fine resultater på det seneste. På grund af en super flot målscore vil uafgjort givetvis også være nok til guld for FCN. – For os var det jo ikke en finale i lørdags, da vi kunne nøjes med krydset og stadig have det i egne fødder. Vi får en kamp om guldet på lørdag i sidste spillerunde, og bedre kan det næsten ikke være. Missionen er at kigge på os selv. Vi fik gang i målmaskinen mod AGF, men det er ikke godt nok at lukke fire mål ind i så vigtig en kamp. Det skal vi gøre bedre mod Silkeborg, siger U/19 cheftræner Peter Feher. U/17 Liga: FCN-AGF/Viby 2-2 (0-1)
Mål: 22. minut 0-1. 50. minut 1-1 Christian “TK” Køhler (straffe). 58. minut 1-2. 61. minut 2-2 Mads Pedersen. Modsat U/19 kampen forinden var det i U/17 holdenes møde gæsterne fra AGF/Viby, der var foan to gange, mens ellers var kampsituationen meget det samme med et fysisk stærkt og kompakt hold fra Århus mod FC Nordsjællands meget boldbesiddende spillestil. De unge tigre fik bare slet ikke nok ud af anstrengelserne i 1. halvleg, hvor det aldrig for alvor lykkedes at true det århusianske forsvar. FCN-angriberne kunne simpelthen ikke finde rum at spille i, så det blev målfarligt. AGF/Viby slog til to gange i kampen på fire målchancer, men heldigvis fandt FCN også noget mere effektivitet frem i 2. halvleg, hvor hjemmeholdet også skabte muligheder nok til en sejr. Men uafgjort var alligevel ganske passende. – Vi gav et par dumme mål væk og skabte selv for lidt i 1. halvleg. Det blev bedre efter pausen, og nu ser vi frem til pokalfinalen tirsdag i Roskilde. FC Nordsjælland har jo stolte pokaltraditioner, og det må vi holde i hævd. Vi går benhårdt efter pokalmesterskabet, siger cheftræner Sune Jensen. Kampen om pokalen i DBU Sjælland regi for U/17 hold spilles kl. 19.00 i morgen i Roskilde Idrætspark.