Sølv og Champions League – here we come

Kategorier


Ung jubel. “OG” har lige scoret til 4-1 og tiljubles af Nicolai Johannesen og Pascal Gregor samt Lasse Petry og den lidt ældre Nicolai Stokholm. (Foto: Boesenfoto.dk)

Sølv og Champions League – here we come

Med et halvt ungdomshold vandt FC Nordsjælland i suveræn stil med 4-1 over OB og sikrede dermed andenpladsen i Superligaen

Fra forårets start har FC Nordsjælland haft fuld fokus på at sikre andenpladsen i Superligaen, og sølvmedaljerne blev en kendsgerning med en imponerende sejr på 4-1 hjemme over OB i tredje sidste spillerunde. Med ni points forspring til Randers og en målscore, der nu er 30 mål bedre, kan det ikke glippe. Sølv og Champions League. Here we come. Andenpladsen giver nemlig billet til Champions League kvalifikationen, og dermed kan FCN se frem til chancen for igen at spille sig frem til den allerstørste europæiske scene. Lodtrækningen sker den 19. juli, og FCN træder ind i 3. kvalifikationsrunde. Godt 7.000 tilskuere var mødt frem i Farum Park for at hjælpe FCN på vej i fredagens kamp mod OB, og de fik en fantastisk fodboldoplevelse. Trods mange skader og et nærmest efter Superligaforhold ekstremt ungt mandskab, viste FCN klassen. Især var det imponerende, at holdet viste tårnhøj moral, da det blev ramt af modgang. Efter en fin første halvleg og en (for lille) føring på 1-0 ved pausen, målet scoret af anfører Stokholm efter godt et kvarter, blev FCN ramt af en skade til Ivan Runje kun fire minutter efter pausen. Og forvirrigen lige efter indskiftningen af 19-årige Nicolai Johannesen som makker for den 18-årige Pascal Gregor i centerforsvaret udnyttede OB til udligning kun et halvt minut senere. FCN lod sig dog ikke slå ud af modgangen. Hurtigt genvandt tigrene kontrollen over kampen, og midt i 2. halvleg slog FCN contra, da Anders “AC” Christiansen tog en målrettet solotur. Det afsluttende skud blev en smule forkølet, men bolden blev rettet af af en fynsk forsvarer, så den helt snød Jesper Christiansen i OB-målet. Og øjeblikket efter satte FCN trumf på med endnu en kasse til 3-1. Indskiftede Oguzhan “OG” Aynaoglu udfordrede flot på venstrekanten, og hans skarpe skud gav en ripost, som “AC” hamrede i mål med et kanonskud fra spids vinkel. Dermed var OB reelt knækket, selv om fynboerne naturligvis forsøgte at svare igen med et mindre pres. FC Nordsjællands unge centerforsvar lod sig ikke overspille, og kom der endelig en afslutning, var Jesper Hansen sikkerheden selv i sin indgriben. Pascal Gregor spillede med stor ro og omtanke i centerforsvaret, og indskiftede Nicolai Johannsen supplerede glimrende. De blev også støttet fornemt af de lidt mere erfarne folk omkring sig, og fremefter var FCN hele tiden giftig. Det understregede “OG” på fornemste vis, da han i 85. minut tog et par skarpe driblinger i venstre angrebsside og kom på skudhold. “OG” sparkede elegant bolden i en bue over i bagerste målhjørne til 4-1. Et pragtmål, der satte det hele på plads.  Efter fire kampe uden at vinde var det meget vigtigt for FCN igen at komme på sejrskurs og holde den fornemme hjemmebanestatistik, hvor FCN kun er besejret en eneste gang i Fort Farum Park i hele sæsonen. Der er nærmest garanti for point til tigrene og underholdning på den stærke hjemmebane, og det trækker også konstant flere tilskuere til kampene. Anfører Nicolai Stokholm viste vejen, da han i det 16. minut rykkede helt igennem og fra nært hold dirigerede Patrick Mtiligas hårde flade indlæg op i nærmeste målhjørne. Og lidt efter var Ricardo Bueno tæt på at øge føringen med et følt langskud lige forbi hjørnet. Men den største mulighed for yderligere FCN-scoring før pausen havde Mark Gundelach, da han i et godt gennembrud kom til afslutning to gange, men Jesper Christiansen i OB-målet klarede både det første hårde skud og afslutningen på riposten. I stedet var OB ved at udligne to gange på gode skud fra Bashkim Kadrii, men Jesper Hansen klarede dem begge i stor stil. Derfor så det meget lovende ud for FCN ved pausen med føringen på 1-0, men så kom den forfærdelige start på 2. halvleg med Ivan Runjes skade og OB’s udligning lige efter. FCN slap dog kun kontrollen for en kort bemærkning, og inden “AC” fik scoret til 2-1 på det afrettede skud midt i 2. halvleg, havde FCN vist tænder to gange. Først et fint hovedstød af “AC”, som Jesper Christiansen havde store kvaler med ar redde og derefter et skud af Søren Christensen lige forbi roden af målstolpen. Og OB faldt helt sammen, da FCN satte trumf på til sidst med endnu et par mål og store chancer på kontra under fynboernes halvhjertede satsning fremefter. Det var dagen, hvor de unge tigre leverede en mandfolkepræstation og viste, hvor meget potentiale, klubben råder over.

Superligaen, 31. runde, 10. maj

FCN-OB 4-1 (1-0)
Mål:
16. minut: 1-0 Nicolai Stokholm, assist Patrick Mtiliga
50. minut: 1-1 Marcus Pedersen
65. minut: 2-1 Anders “AC” Christiansen (afrettet skud)
67. minut: 3-1 Anders “AC” Christiansen, assist Oguzhan “OG” Aynaoglu
86. minut: 4-1 Oguzhan “OG” Aynaoglu, assist Søren Christensen
Tilskuere: 7.031
Dommer: Jens Maae
Advarsler: Lasse Petry, FCN.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
5 Anders “AC” Christiansen (ind i 78. minut 4 Conor O’Brien)
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
9 Ricardo Bueno (ind i 60. minut 13 Oguzhan “OG” Aynaoglu)
17 Søren Christensen
19 Mark Gundelach
21 Ivan Runje (ind i 49. minut 39 Nicolai Johannesen)
23 Mario Ticinovic
30 Lasse Petry
33 Pascal Gregor
På bænken uden at komme ind:
16 Thomas Villadsen
24 Kamal Issah
36 Kristian Lindberg
40 Marcus Ingvartsen