Skadesupdate: Joshua John og Uffe Bech

Kategorier


Denne målfarlige trio er reduceret lidt. Joshua John bliver ikke spilleklar mere i foråret, og Uffe Bech kommer heller ikke med mod Silkeborg på fredag. Heldigvis har Morten Nordstrand virkelig ramt målformen. (Foto: Boesenfoto.dk)

Skadesupdate: Joshua John og Uffe Bech

Joshua John kommer ikke til at spille flere kampe i foråret

Af forskellige årsager har cheftræner Kasper Hjulmand måttet se bort fra Joshua John og Uffe Bech til de seneste Superliga-runder. Med fire runder igen er der desværre ikke udsigt til, at Joshua John kommer på banen igen i dette forår, mens udsigterne for Uffe Bech er lidt mere usikre. Chef-fysioterapeut Hans Ørting fortæller: – Joshua John har fået en forstrækning, som betyder, at han må se frem til ca. 6 ugers pause. Han er dermed desværre ude af billedet til de fire resterende kampe i forårssæsonen. – For Uffe Bechs vedkommende handler det om, at han siden vinterpausen og ligalandsholdsturen har spillet mange kampe i et tæt program. Han har fået nogle overbelastningssymptomer, der gør, at han ikke kan spille pt. Vi følger ham tæt, men lige nu er det ikke til at sige, præcis, hvornår han er klar til kamp igen. Kasper Hjulmand må dermed se bort fra begge spillere til kampen mod Silkeborg IF fredag aften.