Joshua John: Ville gerne blive

Kategorier


En målfarlig trio, Uffe Bech, Morten Nordstrand og Joshua John jubler sammen over ét af de mange mål i foråret. (Foto: Boesenfoto.dk)

Joshua John: Ville gerne blive

Da truppen fredag formiddag samledes til sidste træning op til sommerpausen, blev der bl.a. sagt pænt, og måske foreløbigt, farvel til den hollandske publikumsyndling Joshua John

Sådan ser topscoreren i hvert fald selv situationen: – Jeg har været utroligt glad for at spille i FC Nordsjælland. Jeg har udviklet mig meget som spiller, jeg har fået mange venskaber, og jeg holder utroligt meget af klubben og alle fansene. Den støtte, jeg har fået, har været helt speciel, og det vil jeg gerne takke for. – Det er et meget professionelt set-up, og en klub, man kun kan være stolt af at spille for. – Min situation er den, at jeg ikke ved, præcis, hvad der kommer til at ske. Det afhænger af mange ting, blandt andet hvad der sker med ny træner i Twente, som jeg jo har kontrakt med, men alle skal vide, at jeg elsker at spille for FC Nordsjælland og vil være glad, hvis det skulle ende med at jeg kommer tilbage. Nu eller senere. – Jeg har tænkt meget over situationen, de sidste tre måneder, så nu glæder jeg mig bare til at bruge tid med min familie, tage fri og tænke på alt andet. Det er dog vigtigt for mig, at alle i klubben ved, hvor meget det sidste år har betydet for mig. Tak for det! Sportsdirektør Jan Laursen har også kun roser til den hollandske angriber: – Joshua John er en type, der passer rigtig godt ind på holdet og i klubben både som spiller og som person. – Jeg har stor forståelse for, at han nu vil bruge lidt tid på familien og på at komme sig helt over den skade, der holdt ham ude af truppen i hele afslutningen af forårsturneringen. Det er ikke til at vide, hvad der sker lige nu, men vi holder selvfølgelig døren åben for ham, hvis det ender med at blive en mulighed, at hente ham igen. Joshua John har, indtil videre, spillet 28 kampe for FC Nordsjælland. Han scorede 11 mål, heraf ét i Champions League.