Jesper Hansen: Vi skal selv afgøre det

Kategorier


12 gange i denne sæson har Jesper Hansen holdt clean sheet. (Foto: Boesenfoto.dk)

Jesper Hansen: Vi skal selv afgøre det

– Det er fint at møde et hold, der virkelig har noget at kæmpe for, siger FCN-keeperen før fredagens kamp i Silkeborg

FC Nordsjælland ligger fortsat lunt i tabellen til både sølvmedaljer og en billet til Champions League kvalifikationen, mens modstanderen fredag aften kl. 18.30 i Silkeborg er alvorligt truet af nedrykning. Det vil være lidt af en skæbnekamp for Silkeborg, som FCN har haft et godt tag på i de seneste par sæsoner. Faktisk har FCN vundet de sidste seks Superligakampe mod Silkeborg, og i denne sæson endda så sikkert som 6-1 og 3-0. Begge disse kampe er dog spillet i Farum Park. FC Nordsjællands målmand Jesper Hansen ved godt, at opgaven fredag aften i Silkeborg bliver noget sværere mod et hold, der virkelig har kniven for struben: – Silkeborg har ligget godt til os i de seneste sæsoner, og derfor er jeg fortrøstningsfuld, selv om de hjemme har slået både FCK og AGF på hjemmebane her i foråret. Vores mål for kampen er at vinde efter tre kampe i træk uden sejr. – Vi skal holde fokus på det gode fra vores seneste kampe, og så skal vi være bedre til at lukke af nede bagi. Vi skal nok finde de kreative løsninger i offensiven, som vil give os de nødvendige chancer, siger Jesper Hansen. FCN-keeperen leverede en pragtredning, der sørgede for uafgjort 2-2 mod SønderjyskE i lørdags i Farum Park, og nu drømmer han om at lægge endnu et par clean sheets til de 12, han allerede har i denne sæson: – Det er fint, at vi her i slutfasen møder hold, der virkelig har noget at kæmpe for. Silkeborg vil kæmpe med næb og kløer, for det er ved at være deres sidste chance. Men vi skal ikke kigge på tabellen, men bare holde fuldstændig fokus på os selv. Måler er selv at afgøre det og sikre andenpladsen. Vi skal slutte godt af og snuppe sølvet, så vi igen kan se tilbage på en flot sæson, fastslår Jesper Hansen.