FC Nordsjælland med rekordoverskud

Kategorier


Overskudsforretning i FC Nordsjælland – foto: fcn.dk

FC Nordsjælland med rekordoverskud

Fra slutningen af uge 21 vil årsregnskabet for selskabet bag FC Nordsjælland være tilgængeligt for selskabets aktionærer. Baseret på en omsætning lige over 200 millioner kr. opnåede selskabet i regnskabsåret 2012 et overskud på godt og vel 91 millioner kr. før skat (69 millioner kr. efter skat). Egenkapitalen runder dermed 82 millioner kr.

Forventningerne til regnskabsåret 2013 er ligeledes positive, og forventningerne er et plus på bundlinjen og yderligere konsolidering af selskabet. Bestyrelsesformand Allan K. Pedersen er tilfreds med resultatet for 2012: – Det er et meget tilfredsstillende regnskab, der viser at vi er i gang med at konsolidere FC Nordsjælland som forretning med fremgang på alle kommercielle parametre. – Det, der glæder mig mest er, at vores basale forretning og driften uden indregning af Champions League-pengene fortsat udvikler sig positivt. Det er der, vi har det store fokus også fremadrettet: Vi skal fortsat køre og udvikle en fornuftig forretning med positiv drift. – Vi noterer os en flot fremgang på partnersiden, hvor vi i året registrerede mere end 100 nye virksomheder i netværket. Vi har mere end fordoblet omsætningen i merchandise, der er klar og solid fremgang i kampdagsindtægter, også uden Champions League, ligesom entréindtægterne fortsat udvikler sig positivt. – Der er mange ting i de underlæggende tal, der peger mod en fortsat positiv udvikling. Klubbens tilskuertal og fanbase vokser kontinuerligt, vi oplever en markant stigning i interessen for at blive medlem af vores elektroniske fanunivers, ligesom der er fremgang i antallet af de helt unge fans i vores Tigerklub. – Vi vil fortsat udvikle selskabet i det rette tempo med fokus på, at konsolidere forretningen sportsligt og økonomisk. Et overskud som dette giver os nogle muligheder for at investere i tilskueroplevelsen, stadion-faciliteter, VIP-lounger og i netværksarbejdet, således at vi også i fremtiden kan tilbyde en bedre totaloplevelse og derved tiltrække flere tilskuere, flere og større partnere og derved et endnu bedre fundament for topfodbold i Nordsjælland, slår bestyrelsesformanden fast. FC Nordsjælland forventer et positivt resultat for regnskabsåret 2013.