Dagen hvor alt gik galt

Kategorier


FCN-anfører Nicolai Stokholm blev udvist i slutningen af 1. halvleg i en situation, hvor der nærmest ikke engang var frispark.

Dagen hvor alt gik galt

FCN kunne ikke modstå den energieksplosion, Brøndby kom med fra start, og et misvisende rødt kort i slutningen af 1. halvleg fratog FCN muligheden for at comeback

Det var bare én af de dage hvor alt, hvad der kan gå galt, også går galt. FCN blev blæst tilbage på den knastørre grønsvær i Brøndby fra første fløjt, og det skabte alvorlige sprækker i defensiven, som Brøndby udnytttede til mange afslutninger og to scoringer i det 19. og 38. minut. Den afgørende knockout på tigrene ramte dog først tre minutter før pausen, da dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen helt misvisende trak det røde kort til anfører Nicolai Stokholm. Dommeren havde korrekt givet Stokholm en advarsel for en for sen tackling i det 12. minut, men i løbeduellen med Quincy Antipas i det 42. minut lavede FCN-anføreren intet ulovligt. Antipas snublede ved at ramme Stokholms støtteben, men straks trak dommeren endnu et gult kort og derved udvisning til stor frustration for Stokholm og resten af FCN-mandskabet. Kasper Hjulmand forsøgte at stabilisere holdet med et par udskiftninger i pausen, men selv om FC Nordsjællands 10 mand spillede en fornuftig 2. halvleg, kunne de ikke forhindre endnu to Brøndby-scoringer til en stensikker 4-0 sejr. Til stor jubel for de over 21.000 tilskuere, der så deres helte skaffe sig endnu en nedrykningsfinale på sidste spilledag i Horsens. Kampen kunne måske have fået et andet forløb, hvis marginalerne havde været med Anders “AC” Christiansen i det 9. minut, da han erobrede bolden på midten af banen efter et Brøndby-pres og resolut tog chancen med et skud over en halv banelængde. Brøndby-keeperen blev fanget for langt ude, og bolden strøg over ham men også ganske få centimeter forbi den ene målstolpe. Det kunne have været årets mål, men sådan blev det ikke, og så slog Brøndby i stedet til i det 19. minut, da Antipas smart rundede Jores Okore helt ude ved sidelinjen og spillede bolden frem til en fri Simon Makienok, der scorede med et halvkikset skud. Målet til 2-0 skabte fodrappe Antipas også, da han efter et par driblinger spillede Dennis Rommedahl alene igennem med en præcis stikning, og Rommedahl prikkkede bolden i mål til 2-0. Det var ved at gå galt igen i starten af 2. halvleg, hvor Jesper Hansen måtte diske op med et par gode redninger, men så fik FCN bedre styr på opspillet, så forsvaret blev aflastet. Lasse Petry kom også til en rigtig god skudchance, og Patrick Mtiliga testede også Falkesgaard i Brøndbys mål. Efter knap en times spil blev kampen dog endeligt afgjort, da spinkle Phiri fik alt for god tid til at skyde fra kanten af straffesparksfeltet og scorede fladt til 3-0. Helt udækket kunne Simon Makienok heade i kassen til 4-0 fra nært hold et kvarter før tid, og det blev heller ikke til noget trøstmål for FCN, selv om indskiftede Kristian Lindberg lidt senere blev spillet helt alene igennem. Lindberg overplacerede sit skud, og så endte FCN målløs. En bitter kamp for FC Nordsjælland, der nu må holde sølvfest i Farum Park på mandag kl. 17 mod Esbjerg uden anfører Nicolai Stokholm på banen. Men der er ingen tvivl om, at resten af FCN-mandskabet vil gøre alt for at slette indtrykket fra kampen i Brøndby og slutte af med en triumf foran et stort publikum på hjemmebane.

Superligaen, 32. runde, 16. maj

Brøndby-FCN 4-0 (2-0)
Mål:
19. minut: 1-0 Simon Makienok
38. minut: 2-0 Dennis Rommedahl
58. minut: 3-0 Lebogang Phiri
75. minut: 4-0 Simon Makienok
Tilskuere: 21.186 tilskuere
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
Advarsler: Mark Gundelach, Nicolai Stokholm og Patrick Mtiliga, FCN, samt Daniel Stenderup, Brøndby.
Rødt kort: Nicolai Stokholm (2. gule kort i 42. minut)
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
5 Anders “AC” Christiansen
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
13 Oguzhan “OG” Aynaoglu (ind i 46. minut 9 Ricardo Bueno)
17 Søren Christensen  (ind i 46. minut 4 Conor O’Brien)
19 Mark Gundelach
23 Mario Ticinovic (ind i 62. minut 36 Kristian Lindberg)
30 Lasse Petry
33 Pascal Gregor
På bænken uden at komme ind:
16 Thomas Villadsen
24 Kamal Issah
34 Emiliano Marcondes
39 Nicolai Johannesen