AKP: Tilskuerrekord og mere i vente

Kategorier


Endnu flere fans har besøgt Farum Park – foto: Rie Neuchs

AKP: Tilskuerrekord og mere i vente

Endnu en gang formåede FC Nordsjælland at hæve tilskuergennemsnittet på Farum Park, der således blev én af kun to Superligahjemmebaner med stigende besøgstal i sæsonen 2012/13.

Således gik 99.061 tilskuere gennem tælleapparaterne til FC Nordsjællands hjemmekampe i sæsonen, hvilket giver et gennemsnit på 5.827 tilskuere pr kamp. En mindre stigning i forhold til sæsonen før og en udvikling, der glæder bestyrelsesformand Allan K. Pedersen: – Vi slår vores egen tilskuerrekord i en sæson, hvor vi i de sidste kampe ikke har betydning for slutplaceringen, og hvor klubbens fans i forvejen har brugt mange penge på blandt andet Champions League-kampene. Det viser mig, at ud over det sportslige, har vi gjort nogle gode og rigtige investeringer i kampoplevelsen, tilskuerfaciliteter og kommunikationen med fans, partnere og alle andre interessenter. Sæsonens sidste kamp blev markeret i Farum Park med masser af festlige tilskuerindslag. Mødested med grill, DJ, gode priser før kampen, stor tifo, sølv-gaver til de første 2.500 tilskuere, et vellykket forsøg med klappevifter til alle tilskuere, afterparty og specialtilbud under kampen var nogle af ingredienserne, og det er den slags, bestyrelsesformanden lover mere af. – Det vigtigste og altoverskyggende i FC Nordsjælland vil altid være fodbolden, men vi tager vores publikum og den tid de bruger hos os seriøst. Vi har stor fokus på at blive endnu bedre til at give familierne og alle andre en god fodboldoplevelse. Vi er derfor glade for, at vi i vores voksende netværk af partnere også oplever en stor lyst til at bidrage til rammerne, så vi også i fremtiden vil opleve at endnu flere vil bakke vores fodboldhold op. – Når der er tilskuere på tribunerne bliver oplevelsen meget bedre for alle. Det smitter af på alle kommercielle parametre og ambitionen er på kort sigt, at hæve gennemsnittet til over 6.000 i den kommende sæson, og vi skal have fuldt hus flere gange. – Vi har en begrænsning på 10.300 tilskuere, hvilket betyder, at vi ikke har de der enkelte kampe med 20 og 30.000 tilskuere, der kan flytte gennemsnittet markant. Det betyder, at vi har et mindre rum at arbejde med for at flytte tilskuertallet,  men kan vi fortsat øge vores udnyttelsesgrad og kan vi fylde stadion 3-4-5 gange i løbet af en sæson, har vi taget endnu et vigtigt skridt i den langsigtede udvikling af FC Nordsjælland som klub og som sund forretning. – Det kræver hårdt arbejde og ydmyghed, men vi er allerede i gang med forberedelserne og vi tror på det. FC Nordsjælland åbnede i dag for sæsonkortsalget til den kommende sæson via fcn.dk og bedømt ud fra salget den første time, er der udsigt til endnu flere faste tilskuere til hjemmekampene i den kommende sæson.