Sejr til begge U-holdene

Kategorier


Det var en flok glade U/19 spillere, der fejrede sejren og topplaceringen. (Foto: FCN)

Sejr til begge U-holdene

FC Nordsjællands U/19 rykkede til tops i Ligaen, og U/17 fik den tredje sejr i træk

Det var en rigtig god lørdag for begge FC Nordsjællands ungdomshold i Ligaerne. U/19 vandt hjemme med 2-0 over Randers og strøg til tops i rækken, da AGF/Viby snublede i sin kamp. Og U/17 fulgte fint op på et par gode præstationer og vandt ligeledes 2-0 over Randers. U/19 Liga: FCN Randers 2-0 (1-0)
Mål: 1. minut 1-0 Philip Zinckernagel. 92. minut 2-0 Kalil Faizi. Der var kun spillet 14 sekunder, da FCN bragte sig foran efter en indøvet startmanøvre, der efter flere forgæves forsøg i tidligere kampe endelig lykkedes perfekt. Lynføringen på målet af Philip Zinckernagel gav også FCN den ro og sikkerhed i spillet, der gennem hele 1. halvleg gav tigrene et klart overtag. FCN var desværre slet ikke effektiv, og mange chancer for at øge føringen blev brændt. Efter pausen blev kampen mere lige, og da heller ikke et godt hovedstød fra Jacob Hilstrøm gik i mål, men prellede af på overiiggeren, blev afslutningen næsten for spændende. Randers havde mod slutningen et par gode muligheder for at udligne, inden Kalil Faizi i overtiden endelig sikrede den fortjente sejr. – Nu skal vi holde fast i topplaceringen og følge op på de gode takter fra 1. halvleg, når vi på lørdag møder Lyngby hjemme. Det bliver et spændende lokalderby, siger cheftræner for U/19, Peter Feher. Den kamp spilles i Farum Park på lørdag kl. 11. U/17 Liga: FCN-Randers 2-0 (2-0)
Mål: 17. minut 1-0 Mikkel Song Hansen. 33. minut 2-0 Marcus Ingvartsen. FCN spillede rigtig godt i 1. halvleg og kunne have ført med både tre og fire mål ved pausen, men det blev ved to gode scoringer af Mikkel Song Hansen og Marcus Ingvartsen. 2. halvleg blev en noget mere rodet affære, men tvivl om resultatet blev der aldrig. FCN har lært af de seneste kampe,og alle arbejder godt for hinanden og holdet. Derfor blev det til clean sheet og den tredje sejr i træk til U/17, heraf den ene i pokalturneringen, hvor holdet kan se frem til en semifinale ude mod HB Køge midt i maj. – Drengene har lært at arbejde stenhårdt og holde positionerne, og på den måde når vi også frem til det mere polerede spil undervejs, siger cheftræner Sune Jensen.