Højdramatisk og super underholdende topbrag

Kategorier


Den dramatiske situation, hvor FCK-keeper Johan Wiland vælter både sin egen medspiller og flyver ind i tyggen på Patrick Mtiliga, som derefter kan snuppe den tabte bold og score til 1-1. (Foto: Boesenfoto.dk)

Højdramatisk og super underholdende topbrag

De 10.300 tilskuere i en udsolgt Farum Park fik masser af spænding men desværre også FC Nordsjællands første hjemmenederlag i over et år, da FCK vandt med 3-2 efter FCN-føring på 2-1 ved pausen.

FC Nordsjællands drøm om at gentage kunststykket fra sidste sæson og tage mesterskabet fra baghjul led et knæk i et højdramatisk topbrag, der rummede næsten alt, bortset altså fra den sejr, størstedelen af de 10.300 tilskuere ønskede sig. Det blev en helt vild indledning på topkampen, da FCK bragte sig i spidsen med 1-0 efter fem minutter, men kun to minutter efter fik FCN udlignet ved Patrick Mtiliga i en situation, hvor FCK-keeper Johan Wiland blev så skadet, at han måtte lade sig udskifte. Og midt i 1. halvleg slog Morten Nordstrand til med et fremragende FCN-mål til 2-1, som var stillingen ved pausen. FCK satte ekstra tryk på straks efter pausen, og midt i 2. halvleg lykkedes det løverne at udligne til 2-2, og så fandt kampen sin afgørelse på en tilfældighed med et lille kvarter igen, da Cornelius pludselig stod helt fri efter tre kontraer og scorede til 3-2. Dermed gik FCK sejrrigt ud af den super underholdende topkamp, der havde internationalt snit over sig, og de københavnske løver er nu tilbage på sikker kurs mod det danske mesterskab, mens FC Nordsjælland fortsat ligger lunt til sølvmedaljer. Kampen viste også klart, at det var Danmarks to bedste hold, der dystede i en fyldt Farum Park. Som altid i den slags tætte topkampe, blev de små marginaler afgørende. FCN havde en del medgang i en 1. halvleg, hvor tigrene også var bedst. De var tændte og lod sig på ingen måde slå ud af FCK’s hurtige føring, da Ragnar Sigurdsson efter et hjørnespark headede i nettet til 1-0 i det 5. minut. FCN slog prompte retur, da Nicolai Stokholm i det 7. minut løftede bolden ind i feltet til den fremstormende Patrick Mtiliga. FCK-keeper Johan Wiland kom springende ud i feltet og greb bolden men jordede sin egen medspiller, Lars Jacobsen, og i faldet tabte Wiland bolden, så Patrick Mtiliga kunne score i tomt mål, selv om Kris Stadsgaard forsøgte at forhindre scoringen med et slynggreb. Johan Wiland slog sig så meget i faldet, at han måtte udgå, men det skulle vise sig ikke at blive nogen ulempe for FCK. Den tidligere FCN-målmand Kim Christensen gjorde det nemlig glimrende som substitut, men han var dog chanceløs, da Morten Nordstrand i det 26. minut headede et frisparksindlæg fra Anders “AC” Christriansen i nettet. FC Nordsjælland spillede en flot 1. halvleg, hvor løverne skabte flere gode målchancer. Mark Gundelach var tæt på at øge, da han driblede sig fri ved baglinjen, og Søren Christensen havde et fremragende skud lige forbi stolpen. Efter pausen satte FCK mere fysik på i duellerne og pressede spillet frem. Det gav en stor chance til Santin, men han blev tacklet i sidste øjeblik, og FCN holdt stand helt frem til det 66. minut, hvor FCK var heldig med en bold, der faldt lige for fødderne af indskiftede Igor Vetokele, efter at Jesper Hansen havde bokset et hjørnespark væk. Desværre ramte den en medspiller og røg retur i feltet. Samme held havde FCN ikke, da Mark Gundelach lidt senere, fritspillet af Søren Christensen, sparkede på kassen og ramte en FCK-forsvarer, så bolden ændrede retning, men mirakuløst fik Kim Christensen i målet drejet sig rundt og pareret med en refleksredning. Og så blev en ellers ufarlig situation i den anden ende af banen kampafgørende, da FCN-fosvaret røg ind i ping pong spil efter en skævert fra Jores Okore, og bolden faldt lige ned for fødderne af Andreas Cornelius, det let kunne score til 3-2. FCN forsøgte at sætte en modoffensiv ind til sidst, men det blev kun til et hovedstødsforsøg fra indskiftede Ricardo Bueno og et par halve chancer. FCK havde fået fat og kørte rutineret sejren hjem. FCN må nu sætte alt ind på at sikre sølvmedaljerne og den medfølgende billet til Champions League kvalifikationen, som andenpladsen giver. Der venter en meget vigtig kamp i Randers på søndag.

Superligaen, 27. runde, 15. april

FCN-FCK 2-3 (2-1)
Mål:
5. minut: 0-1 Ragnar Sigurdsson
7. minut: 1-1 Patrick Mtiliga, assist Nicolai Stokholm
26. minut: 2-1 Morten Nordstrand, assist Anders “AC” Christiansen
66. minut: 2-2 Igor Vetokele
78. minut: 2-3 Andreas Cornelius
Tilskuere: 10.300
Dommer: Jacob Kehlet
Advarsler: Nicolai Stokholm, Patrick Mtiliga og Morten Nordstrand, FCN, samt Thomas Kristensen og Kris Stadsgaard, FCK.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
5 Anders “AC” Christiansen (ind i 69. minut 30 Lasse Petry)
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
11 Morten Nordstrand
15 Joshua John
17 Søren Christensen (ind i 79. minut 9 Ricardo Bueno)
19 Mark Gundelach (ind i 74. minut 36 Kristian Lindberg)
21 Ivan Runje
23 Mario Ticinovic
På bænken uden at komme ind:
16 Thomas Villadsen
3 Francisco Calvo
4 Conor O’Brien
13 Oguzhan “OG” Aynaoglu