U/19 holdt fast i topplaceringen

Kategorier


I den bidende kulde fredag aften kune U/19 trænerne Søren Krogh og Peter Feher varme sig med tre point i Farum Park.

U/19 holdt fast i topplaceringen

FCN U/19 vandt 4-2 over Vejle, men FCN U/17 måtte se sig slået med 0-2 af østjyderne

Både FC Nordsjællands U/19 og U/17 ligahold spillede hjemme i Farum Park mod Vejle fredag aften, og U/19 fastholdt sin position i toppen med en meget vigtig sejr på 4-2. U/17 tabte derimod med 0-2 lige bagefter og fik dermed ikke fulgt op på den ellers løfterige forårspremiere. U/19 Liga: FCN-Vejle 4-2 (3-0) De unge tigre spillede en virkelig fin kamp, og bortset fra et skræmmeskud fra Vejle på stolpen i kampens indledning, havde FCN generelt styr på begivenhederne hele vejen igennem. FCN bragte sig tidligt i vinderposition, da først Kalil Faizi gjorde det til 1-0 i det 12. minut, og Mikkel Jensen otte minutter senere øgede til 2-0. FCN sad fuldstændigt på 1. halvleg og kunne gå til pausen med en sikker føring på 3-0, da Kalil Faizi efter en halv time satte sin anden træffer ind. Selv om FCN fastholdt initiativet efter pausen, forblev sejren dog ikke så sikker, idet Vejle reducerede to gange på halve chancer, mens FCN selv brændte en del oplagte. Tigrene bevarede dog overblikket trods Vejles scoring til 2-3 et kvarter før tid, og kort før slutfløjtet lukkede Emiliano Marcondes kampen med målet til 4-2. Cheftræner Peter Feher var godt tilfreds med indsatsen: – Ros til hele holdet for aldrig at gå i panik, trods de to Vejle-scoringer. Vi var generelt godt indstillet på opgaven og spillede os til mange chancer via hurtigt spil på den sidste tredjedel af banen. Det blev en kamp, som vi følte, vi havde kontrol over hele vejen igennem. Med sejren rykkede FCN for en dag igen i front for U/19 Ligaen, men topplaceringen tog AGF tilbage med en sejr lørdag. Århusianerne har dog spillet en kamp mere end FCN, der igen kan rykke i front ved at vinde over FCK onsdag 27. marts kl. 17.45 i den udsatte kamp i Farum Park. U/17 Liga: FCN-Vejle 0-2 (0-2) U/17 mødte også Vejle og startede meget skidt. Der blev spillet for langsomt, og tigrene satte sig ikke igennem i duellerne. Og så gav FCN to lette mål væk på et langskud og et selvmål. Det blev noget bedre efter pausen uden at det kunne genoprette helhedsindtrykket. FCN kom bedre med i kampen og fik skabt chnacer, men fik ikke scoret det reduceringsmål, der kunne have givet de unge spillere tro på point. Cheftræner Sune Jensen siger: – Mod et hold som Vejle, der lægger så højt et pres, skal vi være meget hurtigere i både tanke og handling. Det, vi leverede, var ikke godt nok. U/17 får først chancen for at forbedre det efter påske, når holdet lørdag 6. april møder Esbjerg på udebane.