U/17 fik point, mens U/19 tabte

Kategorier


FCN U/19 havde alle sine tre U/18 landsholdsspillere i aktion, fra venstre Nicklas Mouritsen, Mikkel Jensen og Emiliano Marcondes, men det rystede ikke SønderjyskE.

U/17 fik point, mens U/19 tabte

U-holdene havde forårspremiere hjemme i Farum  Park lørdag med to jævnbyrdige kampe

Det blev ikke den forårspremiere, FC Nordsjællands to Ligamandskaber havde håbet på i Farum Park lørdag. Efter to lige kampe uden prangende spil, måtte FCN U/19 skuffende se sig slået 0-1 af SønderjyskE, og dermed mister tigrene for en stund rækkens topplacering. U/17 er placeret tungt i tabellen men viste fremgang i forhold til efteråret og spillede 2-2 med Haderslev. For både U/19 og U/17 gælder det, at chancen for forårets første sejr allerede kommer igen på fredag hjemme i Farum Park, hvor begge hold spiller mod Vejle. U/19 kl. 17, og U/17 kl. 19. U/19 Liga: FCN-Sønderjyske 0-1 (0-1)
Mål: 12. minut: 0-1 Det blev en skuffende kamp for topholdet i U/19 Ligaen. FCN fandt aldrig for alvor rytmen som hold, og efter den hurtige føring til SønderjyskE, fokuserede gæsterne på at stå stærkt organiseret kampen igennem. FCN havde virkelig svært ved at nedbryde den kompakte defensiv. Tættest på udligning i 1. halvleg var Rasmus Jensen, der fra kort afstand hamrede bolden på underkanten af overliggeren, men dommer og linjedommer så ikke bolden over stregen i nedslaget, så det blev ved 0-1 til pausen. FCN havde også i 2. halvleg svært ved at fastholde et organiseret pres, men mod slutningen af kampen lykkedes det alligevel at sætte stort pres på i feltet. Dog uden held eller dygtighed nok i afslutningerne, og så var det overraskende nederlag en kendsgerning. Cheftræner Peter Feher vurderede forårsstarten således: – Det var ikke godt nok, hverken resultatet eller spillet. Der er mange holdmæssige ting, vi virkelig skal arbejde med fremadrettet, og heldigvis har vi chancen for at revanchere os allerede på fredag. – Måske skyldtes en del af det premierenerver, men vi fik slet ikke sat fart nok i spillet. Der er noget at arbejde med i ugens løb, og det var skuffende, selv om vi til sidst var tæt på udligningen flere gange. U/17 Liga: FCN-Haderslev 2-2 (0-1)
Mål: 14. minut: 0-1. 55. minut: 1-1 Marcus Ingvartsen. 57. minut: 1-2. 61. minut 2-2 Mads Pedersen. I starten lignede det en gantagelse af U/19 kampen forinden, da FCN også kom bagud 0-1 mod de sønderjyske gæster efter mindre end et kvarters spil. Haderslev udnyttede et hjørnespark efter en ellers fin start af FCN. Det slog lidt af spillerytmen i stykker for de unge tigre, men heldigvis genvandt de overtaget i kampen igen midtvejs i 1. halvleg og fik sat Haderslev under et til tider voldsomt pres. Det lykkedes for FCN med flere gode gennemspil på kanten og ind bag forsvaret, men afslutningerne havde ikke kvalitet nok. Efter pausen fik FCN endelig hul på bylden med en udligning ved Marcus Ingvartsen, men desværre gav FCN kort efter igen et for let mål væk og kom bagud 1-2. Denne gang lod tigrene sig dog ikke slå ud af modgangen, men svarede prompte igen med endnu en udligning til 2-2 ved Mads Pedersen. Herefter jagtede FCN sejrsmålet, men det lykkedes gæsterne fra Haderslev at holde fast i det ene point. Cheftræner Sune Jensen så mange positive ting: – Stor ros til drengene for at komme igen to gange efter at have været bagud. Det vidner om god moral, og jeg synes også, vi skabte mange chancer. Vi kom bagom deres forsvar flere gange, og havde afslutninger nok til en sejr, hvis ikke vi havde givet to ærgerlige mål væk. Men jeg synes, vi gjorde det fint som hold, og spillet hang sammen, så vi er på rette vej.