Stokholm still going strong

Kategorier

Stokholm still going strong

Vær med til at fejre Nicolai Stokholms 37 års fødselsdag 2. påskedag 1. april til kampen FCN-FCM i Farum Park kl. 15

37 år, anfører for de danske mestre og en vigtig brik på Danmarks A-landshold. Det er kendsgerninger og ikke nogen aprilsnar, selv om Nicolai Stokholm kan fejre sin fødselsdag på den første dag i april. Han er still going strong og udstråler en fodboldsult som en ung ambitiøs spiller. Mange fodboldspillere har for længst toppet og tonet karrieren ned, inden de bare nærmer sig de 37 år, men for Nicolai Stokholm er det gået næsten lige omvendt. Han har aldrig været stærkere som den dominerende figur i opbygningen af det succesmandskab, der er skabt i FC Nordsjælland i de seneste sæsoner. Og nu også en vigtig brik på Danmarks A-landshold. Kaptajn Stokholm har absolut ingen planer om at gå fra borde, og han forlængede her inden forårets start sin kontrakt, så den nu gælder til sommeren 2014. FCN er i gang med at spille flere nye spillere ind, og det vil alderspræsidenten også gerne være med til: – Jeg vil gerne være med videre. Vi har været igennem nogle succesfulde år, og derefter trænger man til, at der sker nogle udskiftninger. Der skal noget nyt blod ind, og der skal ruskes lidt op i tingene. Jeg synes, vi har fået tilført nogle rigtig spændende nye spillere. Vores spillere er interessante, fordi de spiller godt, de er godt skolet, og de spiller på et højt niveau. Vi er blevet mere attraktive, lyder det fra den nu 37-årige anfører. Men det er altså ikke kun motivation, som Stokholm fylder i tanken: – Det handler selvfølgelig om motivation, energi og lyst til at være med, men jeg skal da indrømme, at vi har været så heldige at skrive en aftale med et produkt, der hedder Berocca, som er et kosttilskud. Og der tager jeg altså godt for mig, for jeg kan mærke, at det hjælper, og det er nok et af de midler, jeg kan bruge for at stadig at følge med de unge, fortæller en smilende Stokholm. Nicolai Stokholm bor i Holbæk, hvor han også startede sin karriere, inden den tog kurs mod Superligaen hos AB i 1998. I 2003 skiftede Nicolai Stokholm til OB, hvor han spillede i tre år. Fra 2006 til 2008 spillede Stokholm i Norge hos Viking Stavanger, hvorfra FC Nordsjælland hentede ham hjem til dansk fodbold. Hos FCN blev han straks omdrejningspunktet og den naturlige styrmand. ”Stokken” slår takten, og det har han gjort nu i 135 kampe for FCN, som han har ført til to pokaltitler og det danske mesterskab.