Sneen stoppede kampen i Aalborg

Kategorier


Sådan så det ud på Aalborg stadion, da dommer Claus Bo Larsen opgav at fortsætte kampen og fløjtede af efter 18 minutters spil.

Sneen stoppede kampen i Aalborg

Efter 18. minutters sneboldkamp fløjtede dommer Claus Bo Larsen af for opgøret AaB-FCN på grund af umulige betingelser for afviklingen

Det væltene ned med sne over Aalborg stadion op til kampstart, men da banen var så nogenlunde ryddet, fløjtede dommer Claus Bo Larsen opgøret igang. Herefter tog sneen dog for alvor fat, og det væltede ned i en sådan grad, at Claus Bo Larsen efter små 18 minutters spil stioppede kampen og i samråd med de to anførere valgte at fløjte af. Claus Bo Larsen forklarer det således: – Vi kan ikke se stregerne og derfor hverken dømme straffespark eller indkast korrekt, og vi skal afbryde hver 10. minut for at rydde streger, hvis vi skal spille. Det går simpelthen ikke. Det er ikke en sportslig korrekt afvikling, og da spillerne gav udtryk for, at de heller ikke kunne se stregerne, måtte jeg fløjte af, lød det fra den rutinerede dommer. FCN-anfører Nicolai Stokholm var helt enig i den beslutning: – Det var det eneste rigtige at gøre. Det bliver bare værre og værre, og det kan gå ud over spillernes sikkerhed og kampens forløb. Under opvarmningen så det ud til, at kampen godt kunne afvikles, men det er ikke gode forhold nu. Det er bedre at spille en dag, hvor vi kan få afgjort den kamp under ordentlige forhold, siger Nicolai Stokholm, der altså sammen med resten af truppen kan se frem til en ny tur til Aalborg, når kampen bliver fastsat påny. Alle parter var enige i beslutningen, selv om alle naturligvis helst ville have spillet kampen. Men forholdene var simpelthen for umulige, selv om FC Nordsjælland i de 18 minutter, der blev spillet, fik vist, at holdet også magter at spille sit spil i et tykt snelag. Faktisk spillede FCN sig til tre nærgående afslutninger. Et farligt indlæg af Mario Ticinovic og to fantastisk gode skud af Anders “AC” Christiansen, og FCN havde stort set fat i den røde bold uafbrudt. Men med udsigt til det dobbelte snelag inden pausen var alt poleret fodboldspil blevet umuligt og tacklingerne farlige, fordi spillerne slet ikke kunne stå fast.