Meget at vinde i aften

Kategorier


Uffe Bech fik ikke scoret mod Horsens. Måske kommer hans første Superligamål for FCN i aften mod FCM. (Foto: Boesenfoto.dk)

Meget at vinde i aften

FC Nordsjælland kan med en sejr skabe hul til forfølgerne i medaljekampen, mens FC Midtjylland bare med uafgjort får en større bid af TV-pengene

Det står meget på spil, når der i aften kl. 19 fløjtes op på MCH Arena i Herning til Superliga-kampen mellem FCM og FC Nordsjælland. Det er sidste kamp i 22. spillerunde, og efter den match vil alle hold være præcis to tredjedele igennem turneringen og altså kun mangle én kamp mod ligaens 11 modstandere. Det er også tid til status for uddeling af 2. portion af TV-pengene, og uanset resultatet af aftenens kamp er FC Nordsjælland sikker på at beholde andenpladsen, mens FCM bare med uafgjort kan overhale Horsens og snuppe en lidt større bid af kagen som nummer syv i Superligaen efter 22 spillerunder. For FC Nordsjælland vil den store gevinst ved en sejr både være, at der med tre point kan lægges stor luft til fjerdepladsen, og psykologisk vil det også betyde meget fremadrettet, hvis det lykkes at vinde på den bane, hvor FCN traditionelt har det allersværest. FCN har nemlig kun vundet én eneste af de 19 kampe, tigrene har spillet i ulveland i de 11 sæsoner, begge mandskaber har spillet i Superligaen sammen. Tigerenes sejr på MCH Arena ligger tre et halvt år tilbage, nemlig i september 2009, og den fulgte FCN op med en sejr hjemme i Farum Park i december samme år. Siden har FCN desværre ikke besejret ulvene i ligaen, men til gengæld pillet tænderne af dem i et par mindeværdige pokalfinaler. Med en sejr i aften kan FCN også sætte trumf på sin kandidatur som medaljekandidat, for rundens resultater har givet tigrene et hul på fire point ned til AaB fjerdepladsen, og FCN har altså chancen for at øge til syv point i aften. Randers har efter en super start på foråret lagt sig i slipstrømmen på FCN som medaljekandidat. FCK har sikret sig et stort forspring, især på en fantastisk pointhøst her i anden omgang af 11 kampe. Her har FCK sikret sig 28 af de 33 mulige point, mens Randers med 21 point i de tilsvarende kampe er næstbedst. FCN kan dog også overhale kronjyderne i det spil med en sejr, idet FCN indtil nu i sine 10 kampe har sikret sig 19 point, akkurat som holdet gjorde i sæsonens første 11 kampe. Efter 22 kampe i mestersæsonen havde FCN i alt 42 point, og vinder tigrene i aften, mangler der kun ét enkelt point i at holde status quo i forhold til pointhøsten efter to tredjedele af sæsonen sidste år. Der er med andre ord masser at kæmpe for i aftenens kamp, som kan følges live på Viasat Sport 1 og på FC Nordsjællands facebook (link), hvor vi bringer billeder og updates før, under og efter kampen.