FCN U/19 rykkede i front i Ligaen

Kategorier


Der er flere U-landsholdsspillere på FC Nordsjællands førerhold i U/19 Ligaen, og Emiliano Marcondes (til højre) viste sin klasse med tre scoringer i 4-0 sejren over FCK.

FCN U/19 rykkede i front i Ligaen

Med en overbevisende sejr på 4-0 over FCK er de unge nordsjællandske tigre tilbage på førstepladsen i U/19 Ligaen og klar til at forsvare den lige efter påske

FC Nordsjællands U/19 Ligamandskab er også på medaljejagt i denne sæson, og de unge tigre bejler endda stærkt til guldet. Det understregede de onsdag aften med en sikker 4-0 sejr hjemme i Farum Park over FCK. Emiliano Marcondes slog allerede takten an med to scoringer med kort mellemrum i det 8. og 10. minut. Begge gange udnyttede Emiliano Marcondes gode indlæg fra fløjene. Og det blev 3-0 til FCN efter en lille halv time ved Kalil Faizi, der selv skabte målet med en super aktion. Herefter mistede FCN noget af grebet om kampen, og gæsterne fra FCK sluttede første halvleg bedst. 2. halvleg var forholdsvis lige, men ca. midtvejs satte FCN endelig trumf på med en scoring til 4-0, og det var igen Emiliano Marcondes, der med sin tredje træffer i kampen sørgede for de imponerende cifre. – Vi lykkedes fra kampens start med vores plan om at spille med et højt pres og i et højt tempo. Det knækkede FCK og gav os udover de to hurtige mål en række løse chancer på kvikke omstillinger. Vi fik en ny nuance med i vort spil, og selv om det kostede kræfter, så vi mod halvlegens slutning så lidt trætte ud, fik FCK aldrig den scoring, der kunne have givet dem tro på det, siger FC Nordsjællands cheftræner Peter Feher. Med sejren er FC Nordsjælland igen i spidsen for U/19 ligaen og kan lige efter påske se frem til følgende kampprogram: Lørdag 6/4 kl. 15: Esbjerg-FCN
Lørdag 13/4 kl. 13: FCN-FCM
Lørdag 20/4 kl. 13: FCN-Randers