FCN med til at fejre 125 års jubilæum i Vejby

Kategorier


Børnene stod i kø for at få autografer og et billede sammen med idolerne fra FC Nordsjælland. Topscorer Joshua John og brasilianske Ricardo Bueno nød den store interesse.

FCN med til at fejre 125 års jubilæum i Vejby

Ricardo Bueno og Joshua John skrev søndag autografer til mange glade børn hos samarbejdsklubben VTF i Vejby Hallen

En hel masse børn fik sig en super oplevelse i Vejby Hallen søndag eftermiddag i selskab med FCN-spillerne Joshua John og Ricardo Bueno. Der blev skrevet autografer og taget billeder i den helt store stil med masser af sjov og smil. FC Nordsjælland gæstede samarbejdsklubben Vejby Tisvilde Fodbold for at være med til at fejre Vejby Idrætsforenings 125 års jubilæum. Vejby Idrætsforening er hovedafdelingen med en hel række idrætter under paraplyen, og de havde alle lejlighed til at vise sig frem ved arrangementer i løbet af hele søndagen i Vejby Hallen. Da det blev fodboldafdelingens tur med indefodbold søndag eftermiddag var FCN på pletten for at sætte ekstra kolorit på festdagen, og selv om Joshua John Og Ricardo Bueno begge var kommet sent retur lørdag nat fra den adbrudte Superligakamp i Aalborg, var der masser af overskud, så børnene også kunne få svar på en række spørgsmål. Topscorer Joshua John er hollænder og snakker engelsk, mens Ricardo Bueno som brasilianer taler portugisisk. FCN havde derfor også den faste tolk, Derk Droze, med til Vejby, så børnene – og deres forældre – kunne få lidt mere at vide om livet som professionel fodboldspiller. Vejby Tisvilde Fodbold er én af FC Nordsjællands 66 samarbejdsklubber, og klubben på Sjællands nordkyst har været en del af Fodbold Samarbejde Nordsjælland i mange år. FC Nordsjælland ønsker klubben rigtig hjertelig tillykke med jubilæet.  Joshua John og Ricardo Bueno sluttede besøget af med at invitere alle børnene i Farum Park i påsken, så de også kan se profilerne i aktion i Superligakampene mod AGF Langfredag 29. marts kl. 15.00 og mod FCM 2. påskedag 1. april kl. 15.00.