FCN legede sig til en 6-0 sejr

Kategorier


Joäo Pereira spillede for første gang en hel kamp for FCN og kronde en fin indsats med scoringen til 6-0 kort før tid.

FCN legede sig til en 6-0 sejr

I noget nær “Superligaopstilling” var FCN overlegen i alle spillets faser mod et ungt AGF-hold i Reserveholdsturneringen

Da FC Nordsjællands Superligaspillere kun fik små 18 minutters kamptid i benene, før snematchen i Aalborg lørdag eftermiddag blev afbrudt, var de næsten alle på banen igen mandag eftermiddag i Farum Park i Reserveholdsturneringen mod AGF. Kun de fem A- og U/21 landsholdspillere måtte FCN se bort fra. Og da AGF spillede sent søndag aften i Superligaen, var det åhusianske mandskab et meget ungt og urutineret et af slagsen til dagens kamp. Derfor kom FCN også forholdsvis legende let til en sikker 6-0 sejr med målene ligeligt fordelt på de to halvlege og spredt på seks forskellige målscorere. Bortset fra de første tyve minutter, hvor århusianeren havde kræfter til at kompensere for den spillemæssige underlegenhed med fight og løb, så var det resten af tiden ensrettet trafik mod AGF-målet, hvor keeper Emil Ousager havde en travl dag. Især Joshua John og Patrick Mtiliga spillede sig igennem på venstrekanten efter behag i 1. halvleg, og når det ikke blev til langt flere FCN-scoringer, skyldtes det et naturligt forfald til overdrevent trilleri i det århusianske felt. Lasse Petry viste imidlertid vejen midt i 1. halvleg, da han stødte med frem og afsluttede et smukt angreb med et knaldhårdt og resolut skud til 1-0, Det nydelige opspil stod Søren Christensen, Joshus John og Patrick Mtiliga for. Det blev 2-0 øjeblikket efter, da “AC” bare skulle skubbe bolden over stregen på indlæg fra Joshua John. Og Patrick Mtiliga scorede iskoldt til 3-0 med et følt lob over keeperen, da han blev fritspillet af Morten Nordstrand. Efter pausen kom Morten Nordstrand selv på scoringslisten til 4-0 efter en time, og kort tid senere spillede han “OG” blank til 5-0. Tenniscifrene 6-0 blev en kendsgerning små ti minutter før tid, da Mario Ticinovic tog endnu et af sine mange fremstød på højrekanten og smækkede bolden ind i hovedet på Francisco Calvo. Han kunne selv have headet i nettet, men hovedstødte uselvisk bolden ind midt foran mål til João Pereira, der let kunne sætte sin første træffer ind som FCN-spiller. FCN har nu vundet sine første to forårskampe i Reserveholdsturneringen med tenniscifre, 6-1 over SønderjyskE og altså 6-0 over AGF. FCN-AGF 6-0 (3-0)
Mål: 23. minut: 1-0 Lasse Petry. 25. minut: 2-0 Anders “AC” Christiansen. 32. minut: 3-0 Patrick Mtiliga. 61. minut: 4-0 Morten Nordstrand. 65. minut: 5-0 Oguzhan “OG” Aynaoglu. 82. minut: 6-0 Jöão Pereira.
Startopstilling og indskiftninger: Thomas Villadsen – Mario Ticinovic, Ivan Runje, João Pereira, Patrick Mtiliga (ind i 87. minut Kalil Faizi) – Lasse Petry, Conor O’Brien (ind i 46. minut Emiliano Marcondes), Søren Christensen (ind i 46. minut Oguzhan “OG” Aynaoglu) – Morten Nordstrand, Anders “AC” Christiansen (ind i 78. minut Hakan Redzep), Joshua John (ind i 65. minut Francisco Calvo).