Se Danmarks fremtid i Farum Park

Kategorier

Se Danmarks fremtid i Farum Park

Danmarks U/18 landshold spiller to kampe mod Island i Farum Park tirsdag og torsdag 19. og 21 februar

I uge 8 bliver det muligt at følge Danmarks fremtid i Farum Park, når U/18 landsholdet spiller to kampe mod Island. Den første spilles tirsdag 19. februar kl. 18.00, og to dage senere torsdag eftermiddag kl. 14.30 mødes de to hold igen på kunstgræsset. Der er gratis adgang for alle til begge kampene i Farum Park. U/18 landsholdet består af Danmarks bedste spillere årgang 1995, og FC Nordsjælland har to markante spillere med på holdet, nemlig Emiliano Marcondes og nyindkøbet fra Brøndby, Mikkel Jensen, der også pryder DBU-plakaten for kampene. Normalt kan Danmark ikke være vært for den slags testkampe i februar måned, hvor græsbanerne herhjemme er ubrugelige, og hos DBU glæder man sig over den mulighed, der nu er opstået med kunstgræsbanen i Farum Park: – Det er helt klart de nye faciliteter i Farum Park, der gør det muligt for os. I Farum Park kan man nu tilbyde både en god kunstgræsbane og fine forhold for tilskuerne. Det ville vi ikke kunne tilbyde andre steder i februar måned, siger Thomas Andersen, landskampkoordinator hos DBU. Både Danmarks og Islands U/18 landshold vil være samlet fire dage på Farum Park og vil således også afvikle en del træninger på stadionbanens kunstgræs både før og mellem de to kampe. FC Nordsjælland sætter også alt ind på, at det skal blive en rigtig god oplevelse for alle, der møder op i Farum Park tirsdag og torsdag i næste uge for at følge landets unge talenter. Der bliver åbnet i boderne og service som til en Superligakamp. Bestyrelsesformand Allan K. Pedersen siger: – Vi er naturligvis stolte af, at DBU har valgt Farum Park og vores nye bane til landsholds-opgaver. Det viser, at vi arbejder i den rigtige retning med vores faciliteter både inden- og udenfor stregerne. – Det vil i denne omgang både dreje sig om træning og to landskampe for U/18 landsholdet, og vi håber selvfølgelig på, at vi kan lægge bane til flere af den slags kampe og træningssamlinger i fremtiden. Se DBU-plakaten for kampene ved at KLIKKE HER og print den eventuelt ud til ophængning på skoler, arbejdspladser og i klubber, så vi kan få rigtig mange tilskuere til de to landskampe i Farum Park.