Lorentzen genoptræner herhjemme

Kategorier

Lorentzen genoptræner herhjemme

Hele FC Nordsjællands Superligatrup er i dag taget afsted på træningslejr til La Manga, men skadede Kasper Lorentzen er ikke med på turen

Der var i formiddags afgang til la Manga for hele FC Nordsjællands Superligatrup samt udvalgte U/19 spillere til træningslejren, der varer til tirsdag 19. februar. Skadede Kasper Lorentzen er dog ikke med på turen. Man har valgt at lade den uheldige spiller fortsætte sin genoptræning herhjemme efter den meniskoperation på Københavns Privathospital, der var nødvendig som følge af den skade, der opstod under kamp for Ligalandsholdet i Arizona. FC Nordsjællands Cheffysioterapeut Hans Ørting er dog fuldt tilfreds med forløbet for Kasper Lorentzen siden operationen: – Det operative indgreb er gået rigtig godt. Vi var torsdag til kontroltjek på hospitalet, og alt er fint. Hævelsen i knæet er næsten væk, og Kasper er nu i den indledende fase af genoptræningen, hvor de første fire uger vil foregå med en skinne til beskyttelse af knæet. – Det begrænser aktiviteterne, og derfor er det oplagt at øvelserne foregår som selvtræning med en tilknyttet behandler herhjemme. På den måde kan Kasper også være tæt på hospitalet, hvor han er opereret, hvis der skulle opstå problemer. – Vi kender “LO” som en professionel hårdtarbejdende spiller, der følger sit program til punkt og prikke, og han er sulten efter at tage de næste skridt i genoptræningen, der har en tidshorisont på op mod 12 uger, siger Hans Ørting. Skaden koster således Kasper Lorentzen næsten hele forårssæsonen. Han kan tidligst blive spilleklar til de sidste kampe i maj.