Anfører Stokholm forlænger kontrakten

Kategorier

Anfører Stokholm forlænger kontrakten

FC Nordsjælland og Nicolai Stokholm er til begge parters store glæde blevet enige om en kontraktforlængelse, der betyder at anføreren forbliver i mesterklubben frem til sommeren 2014.

Sportsdirektør Jan Laursen fortæller: – Det er rigtig positivt, at vi ovenpå et meget hektisk transfervindue nu også er kommet til enighed med anføreren om en forlængelse. Det betyder, at vi kan fastholde kontinuiteten med en Nicolai Stokholm, som, om nogen, har symboliseret den fremgang, vi har haft som klub. – Stok går altid forrest både på og udenfor banen, så derfor er det en fantastisk god nyhed for klubben og alle der holder med FC Nordsjælland. Vi er i gang med at bygge på til fremtiden, og det er meget glædeligt at Nicolai Stokholm med forlængelsen bliver en del af den proces. Nicolai Stokholm selv er også en glad mand: – Det er en forlængelse, jeg er super glad for. Som jeg har sagt det mange gange før, så stortrives jeg virkelig i FC Nordsjælland, og jeg synes, at vi endnu engang har noget rigtig spændende på vej. Vi har haft nogle rigtig gode sæsoner med titler, og nu jagter vi det her forår, hvor vi gerne skal have fat i én af de pladser, der giver europæisk deltagelse næste sæson. – Den fremtid, FC Nordsjælland har fremlagt mig, og som jeg er sikker på, vi går i møde, vil jeg gerne være en del af, fortæller Stokholm. Endelig er det også en tilfreds træner, der nu kan se frem til ydereligere halvandet år med anføreren. Kasper Hjulmand udtaler: – Man skal fejre forlængelser endnu mere end nye spillere, for det understreger at dygtige spillere, som har været her længe, gerne vil blive her. Det betyder rigtig meget for klubben og specielt i Stokholms tilfælde er det både vigtigt og glædeligt at vi har fået forlængelsen på plads. – Jeg synes, han på mange måder har genopfundet spillet, hvor han har været med til at udvikle positionen. Vi indledte arbejdet med rollen for godt halvandet år siden, og han har selv været med til at udvikle pladsen. Det har givet ham og holdet ny inspiration, og han har fundet en næsten barnagtig glæde og tilgang til spillet, fortæller Kasper Hjulmand. – Det betyder rigtig meget for os, at vi kan fortsætte udviklingen af holdet med Stokholm som en del af det hele. Nicolai Stokholms kontrakt er forlænget frem til juni 2014.