Seejou King udlejes til Sporting CdP

Kategorier


Seejou King skal tørne ud Sporting – foto: boesenfoto.dk

Seejou King udlejes til Sporting CdP

FC Nordsjælland og Sporting Clube de Portugal er mandag blevet enige om de sidste betingelser i en lejeaftale, der sender klubbens unge venstre back, Seejou King, til den portugisiske storklub i forårssæsonen.

Her vil forsvarsspilleren blive tilknyttet klubbens stærke B-trup, som ligger nummer to i den portugisiske Liga de Honra (næstbedste række). Sportsdirektør Jan Laursen udtaler: – Der var ikke udsigt til en masse spilletid i forårets kampe, så vi er glade for, at vi har fundet en løsning, der bidrager positivt til både FC Nordsjælland og Seejou King selv. Vi er blevet enige med Sporting om en lejeaftale for det næste halve år, hvilket betyder at én af vores dygtige unge spillere får chancen for at udvikle sig yderligere og som minimum komme hjem med en masse erfaring. – Omvendt kan vejen for et permanent skifte også være banet, hvis han gør det tilstrækkeligt godt, så vi ser det som en meget positiv mulighed for både os selv og for Seejou.  Man kunne godt forestille sig, at vi i fremtiden vil lave flere af den slags aftaler for nogle af de yngre spillere, men i første omgang glæder vi os over, at Seejou på denne vis får en rigtig god mulighed for at udvikle sig som spiller og som menneske. Lejeaftalen udløber 30. juni.