Nordstrand: Jeg vil gerne bidrage med flere mål

Kategorier


Et par uheld på banen tog pynten er Morten Nordstrands efterårssæson. (Foto: Boesenfoto.dk)

Nordstrand: Jeg vil gerne bidrage med flere mål

Uheld og skader slog rytmen i stykker for Morten Nordstrand i efteråret, men nu ser han frem til et spændende forår

– Jeg tror, at det kommer os til gode i foråret, at vi var gennem så hårdt et kampprogram i efteråret og blev presset på fysikken. Og det er jo positivt, at vi kom så godt igennem det og ligger på andenpladsen. Vi kan se frem til et spændende forår, og jeg vil gerne bidrage med mere, end det blev til i efteråret, siger Morten Nordstrand. Han vendte ved sæsonstart retur til FC Nordsjælland fra FCK og var med i den korte sommeroptakt. Sæsonpremieren i Horsens startede også super godt, da Morten Nordstrand allerede efter få minutter levede op til de høje forventninger og spillede Kasper Lorentzen fri til scoring. Men efter kun tyve minutters spil ramte efterårets første uheld Morten Nordstrand, der i et fald stødte hovedet ind i en modstanders knæ og måtte udgå med en slem hjernerystelse Det kostede en lang pause i total ro, og derefter en langsom genoptræning. Og da Morten Nordstrand endelig igen var kampklar og ved at finde topformen, stødte han igen hovedet sammen med en modstander og gik glip af sæsonens sidste tre kampe. To mål i Superligaen og et enkelt i Champions League mod Shakhtar Donetsk står den tidligere FCN-topscorer noteret for i efteråret, og Morten Nordstrand satser på en større scoringsfrekvens i foråret: – Det er fint, at jeg nu kan være med fra start i en lang forberedelsesfase. Da jeg kom retur, skulle jeg lige bruge lidt tid på at vænne mig til spillestilen med en falsk 9’er, men det skal jeg ikke bruge krudt på nu. Jeg følte, at jeg var lige ved at have fundet timingen sammen med de øvrige, da jeg blev skadet igen. – Det hele var ved at passe sammen, og jeg fik scoret mål. Nu har jeg lært løbemønstrende og de andre bedre at kende og vil gerne bidrage med flere mål i foråret. Men styrken ved vores hold og spillestil er jo, at målene kan komme fra mange forskellige spillere, siger Morten Nordstrand. Efter FC Nordsjællands farvel til Mikkel Beckmann ligner det, at Morten Nordstrand kan satse på sin favoritplads: – Jeg vil helst spille helt fremme, men spiller også gerne andre pladser. Der kan ske meget endnu i transfervinduet, og jeg glæder mig bare til at komme i kamp igen. Det er kampene, der er det fede ved at spille fodbold. Nu skal vi lige igennem den første måned med hårdt slid. Det er nødvendigt, og det er vi vant til. – Heldigvis kan vi se frem til træningslejren på La Manga i starten af februar, og når vi kommer hjem, er der ikke længe til forårspremieren. I foråret er der luft mellem de 13 kampe, så vi hele tiden kan nå at blive friske til hver opgave. Der er ikke de samme hensyn at tage, som når man spiller så tæt et program som i efteråret, siger Morten Nordstrand.