Kevin Stuhr: Sjovt at spille i Farum Park

Kategorier


Kevin Stuhr-Ellegaard fik som kontraktløs lov at træne med hos FCN i efteråret 2011 og ses her ved træningen sammen med Jesper Hansen og målmandstræner John Bredal.

Kevin Stuhr: Sjovt at spille i Farum Park

Elfborgs danske keeper glæder sig til træningskampen lørdag kl. 12 og gensynet med alle vennerne i FC Nordsjælland

For IF Elfborgs danske målmand, Kevin Stuhr-Ellegaard bliver træningskampen mod FC Nordsjælland i Farum Park lørdag kl. 12 lidt speciel: – For mig bliver det et glædeligt gensyn med en masse mennesker, som jeg holder af og skylder stor tak for de to perioder, jeg har været i klubben. Og så bliver det sjovt at prøve at spille i Farum Park på den nye kunstgræsbane. Fede omgvelser til en træningskamp, siger Kevin Stuhr-Ellegaard. For både FCN og IF Elfborg bliver det sidste træningskamp, før formen skal pudses af med en træninglejr. De danske mestre tager afsted til La Manga i Spanien den 8. februar, og dagen før sætter de svenske mestre kurs mod Portugal til en træningslejr, hvor Elfborg skal møde tre danske Superligahold, FCM, AGF og AaB. – Vi har trænet tungt i den seneste uge, men vi skal gerne have trætheden ud af benene før mødet med FC Nordsjælland, for det er vigtigt, når man møder så godt et hold. Det bliver da sjovt at teste sig selv mod et hold, der har spillet Champions League, og selvfølgelig vil vi forsøge at vinde, selv om det kun er en træningskamp, siger Elfborgs danske keeper. Kevin Stuhr-Ellegaard spillede ungdomsfodbold i Farum Boldklub men skiftede allerede i 2002 som 19-årig til Manchester City. Siden fulgte et ophold i tysk fodbold hos Hertha BSC, og fra 2007 til 2010 var han tilbage i dansk fodbold hos Randers. Efter et ophold hos hollandske Heerensveen kom han i sommeren 2011 hjem til Danmark igen og fik som kontraktløs lov at træne med hos FC Nordsjælland hele efteråret. – Jeg trænede med i FCN i et halvt år, og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg lærte utrolig meget i de måneder, jeg trænede med i Farum Park, og jeg var meget glad for den tid, siger Kevin Stuhr-Ellegaard, der fik kontrakt med Elfborg for et år siden og blev svensk mester med klubben i sidste sæson. Han forventer også, at Elfborg vil præge toppen af svensk fodbold i den kommende sæson. Til kampen lørdag kl.12.00 i Farum Park vil der være gratis adgang, og boderne åbnes også, så man kan købe noget at varme sig på. Boderne ved A1 og B1 vil være åbne.