Joe Sise ser lys for enden af tunnelen

Kategorier


Joe Sise arbejder her med styrketræningen sammen med Kasper Lorentzen og resten af truppen ved formiddagens træning. (Foto: FCN)

Joe Sise ser lys for enden af tunnelen

Efter et år udenfor med skader ser angriber Joe Sise nu muligheder for at komme i kamp i foråret

– For mig føles det som om sommeren allerede er på vej. Når ens arbejde er at spille fodbold, er det så frustrerende at sidde så lang tid udenfor med en skade. Det er først, når skaden sker, man for alvor forstår at værdsætte det at være med på træningsbanen og i kamp. Sådan lyder det fra FC Nordsjællands svenske angriber Joe Sise, der har været i klubben i et år uden at spille én eneste kamp og for det meste også været langt fra det daglige træningsmiljø. Alt sammen på grund af drilske skader. Den seneste skete i juli, hvor akillessenen sprang under genoptræningen fra de første to skader. Siden har Joe Sise været gennem et langt genoptræningsforløb, og selv om han endnu ikke er klar til at træne fuldt ud med resten af truppen, ser han lys for enden af tunnelen: – Jeg kan ikke træne med fuldt ud her fra start, men jeg har fået et træningsprogram, hvor min deltagelse i træningen optrappes gradvis fra nu af, og det samme kommer til at gælde, når jeg kan begynde at spille med i træningskampene. – Man vil så gerne være med hurtigst muligt, men jeg har også lært, at det hele kan ødelægges igen på kort tid. Så det gælder om at holde tålmodigheden og følge planen, men mit mål er, at det kan gå lidt hurtigere, siger Joe Sise, der kom til FCN fra Halmstad for et år siden. – Da jeg kom til klubben i januar sidste år, var jeg lige blevet opereret for en mindre skade, som havde givet mig problemer i lang tid. Efter operationen skulle jeg være spilleklar i løbet af to uger, og det var jeg også. Desværre havde jeg spillet alt for længe med skaden, inden jeg blev opereret, og derved havde jeg overbelastet min akillessene i det andet ben, og det fik jeg så problemer med efter kun 4-5 træningspas. – En scanning viste, at akillessenen var flosset og skulle trænes forsigtigt op. Det gjorde jeg resten af foråret, men da jeg så begyndte at træne mere med som optakt til den nye sæson, sprang akillessenen i juli måned. Det føltes som et mareridt, og alt virkede tungt og trist, fortæller Joe Sise. Nu har den tidligere så målfarlige angriber fået gnisten tilbage: – Det må tage den tid, det tager, og jeg vil ikke stresse mig selv. Hvis jeg mærker smerter må jeg drosle lidt ned igen. Bare det at kunne følge træningen og være en del af fællesskabet i klubben er meget vigtigt for humøret. Man har en helt anden kontakt til resten af truppen, og det hjælper mig videre, siger Joe Sise, der håber at få sin debut for FCN i foråret.