FCN U/19 vandt 4-0 over Nordvest FC

Kategorier


U/19 Cheftræner Peter Feher og U/19 træner Søren Krogh var pakket godt ind under træningskampen i Farum Park tirsdag aften, men det lunede at følge talenternes opvisning på banen.

FCN U/19 vandt 4-0 over Nordvest FC

I årets første træningskamp viste de unge FCN-talenter stor styrke mod 2. divisionsholdet, og det lover godt for U/19 Ligaens tophold i foråret

FC Nordsjællands U/19 fører Ligaen her ved vinterpausen med 27 point for 12 kampe. Et fornemt facit, så der er noget at leve op til i foråret, hvor første Ligakamp er hjemme mod SønderjyskE lørdag 9. marts. Forberedelserne er i fuld gang. I aftes indledte FCN U/19 kamptræningen med en dyst mod 2. divisionsholdet Nordvest FC i Farum Park. Og den træningskamp lover godt for udviklingen af de unge FCN talenter, der var totalt dominerende og vandt 4-0 over Nordvest, der ligger som nr. 6 i 2. division øst ved vinterpausen. Seniorholdet fra Nordvest fik aldrig lejlighed til at udnytte fysisk styrke, for de unge FCN-spillere var langt hurtigere og flyttede konstant bolden med hurtigt pasningsspil. Det gav klar spilovervægt til FCN, der gik til pausen foran 2-0 på mål af Philip Zinckernagel og en forrygende langskudstræffer af Mathias Hebo Rasmussen. FC Nordsjælland så til kampen bort fra de fire U/19 spillere, der til daglig træner med Superligatruppen. Det er Kristian Lindberg, Andreas Maxsø, Pascal Gregor og Emiliano Marcondes. Derfor blev der mod Nordvest også kamptid til hel række U/17 spillere efter pausen. FCN sendte således hele syv spillere fra årgang 1996 på banen fra 2. halvlegs start. Alligevel fortsatte FCN i samme takt, og satte trumf på med to scoringer af den fodrappe U/17 angriber Mathias Jensen. Først udnyttede han en forsvarsfejl til en hurtig scoring, og Mathias Jensen satte også punktum med et fornemt skud til 4-0. FCN kan se frem til en forårssæson i Ligaen, hvor førstepladsen skal forsvares i et program med hele otte hjemmekampe og kun fire udekampe. Om forberedelserne siger U/19 Cheftræner Peter Feher: – Placeringen er ikke noget, vi snakker om. Selvfølgelig vil vi gerne vinde Ligaen, men for os handler det bare om at holde fokus og arbejde hårdt, så kommer resultaterne også. Det vigtige er at fortsætte den proces og den kultur, vi har gang i. Det drejer sig jo mest af alt om fortsat at skubbe spillere videre til Superligatruppen. – Vi skal i foråret have meget fokus på holdfølelse, for vi har en situation, hvor fire spillere konstant træner med Superligatruppen. Det giver en spændende periode, hvor nye kræfter må tage over i træningskampene. Holdet skal være i fokus, for et velfungerende hold er forudsætningen for en positiv udvikling for den enkelte spiller, siger Peter Feher. Næste opgave for U/19 Ligaholdet er en træningskamp hjemme mod Esbjerg på lørdag, og weekenden efter byder på en turnering i Halmstad, hvor FCN udover værtsklubben også møder Djurgården. Også U/17 er i fuld gang med optakten til forårssæsonen og spiller første træningskamp på lørdag i Farum Park mod Esbjerg. U/17 Ligaholdet skal ligesom U/19 være med i det svenske ministævne i Halmstad ugen efter. Der er arrangeret yderligere seks træningskampe for U/17 frem mod forårspremieren lørdag 9. marts hjemme mod Haderslev. Resultatmæssigt havde FCN et skidt efterår, så selv om fokus altid er på spillerudvikling, skal der også gerne flere point på tavlen i foråret.