Negativ rekord truer Chelsea

Kategorier


Jesper Hansen holdt Fernando Torres fra scoring i Parken. Nu mødes de i nye dueller på Stamford Bridge.

Negativ rekord truer Chelsea

De forsvarende Champions League mestre er aldrig tidligere røget ud allerede i gruppespillet, men det risikerer Chelsea at gøre onsdag aften

Chelsea er gigafavorit hos alle bookmakere til at vinde over FC Nordsjælland på Stamford Bridge i morgen aften kl. 20.45, men selv om det stærke engelske mandskab lever op til forventningerne, vil Chelsea alligevel risikere at sætte en negativ rekord. I Champions Leagues historie er det nemlig aldrig før sket, at de forsvarende mestre er røget ud af den efterfølgedne turnering allerede i gruppespillet. Men det kan let blive virkeligheden for Chelsea denne gang, da selv en sejr over FCN ikke behøver at være nok. Chelsea er afhængig af, at Shakhtar Donetsk vinder over Juventus i gruppens anden kamp i Ukraine, hvis det skal lykkes at erobre andenpladsen og dermed adgangsbillet til ottendedelsfinalerne. Shekhtar Donetsk er sikker på at gå videre, og får Juventus blot uafgjort, er de italienske mestre også videre, da de ved pointlighed er bedre end Chelsea i indbyrdes kampe. FC Nordsjælland vil slutte på fjerdepladsen i den vildt svære gruppe E, uanset om tigrene chokerer alle eksperter med en sejr på Stamford Bridge. Indtil nu har FCN kun det ene point fra 1-1 kampen hjemme mod Juventus. Men det siger også alt om den ekstremt giftige gruppe, at det måske er de forsvarende Champions League mestre, FCN skal sige farvel til turneringen sammen med. Når Chelsea ikke længere har skæbnen i egne fødder skyldes det 0-3 nederlaget i Torino til Juventus på Match Day 5 i gruppespillet. Det nederlag kostede også en fyreseddel til træner Roberto Di Matteo, som blev erstattet af spanske Rafael Benitez, som dog langtfra har fået nogen god start som cheftræner hos Chelsea. Rafael Benitez har endnu sin første sejr til gode efter tre kampe i Premier League. To gange 0-0 hjemme mod Manchester City og Fulham blev lørdag efterfulgt af et udenederlag på 1-3 til West Ham i en kamp, hvor Chelsea spillede en fremragende 1. halvleg og førte fortjent men for lidt med 1-0 ved pausen. I 2, halvleg vendte West Ham så kampen på hovedet via fysisk fight. Uanset Chelseas situation i Champions League gruppespillet og den nye træners manglende sejre indtil nu, venter der FC Nordsjælland en uhyggelig svær kamp på Stamford Bridge. Vidste du at… …Chelsea ikke har tabt i de seneste 8 hjemmekampe i Champions League. De syv er vundet, mens det blev uafgjort 2-2 mod Juventus efter føring på 2-0 til Chelsea i den første kamp på Stamford Bridge i denne turnering. …Rafael Benitez fik sit store trænergennembrud med Valencia, som han gjorde til spansk mester i 2002 og 2004 samt førte til UEFA Cup triumf samme år. Derefter skiftede den nu 52-årige spanier til Liverpool, som han førte til Champions League titlen i sin første sæson med finalesejr over Milan. I 2010 gik turen til Italien som træner for Inter i en kortere periode uden succes, hvorefter han har arbejdet i medieverdenen indtil sit nye job hos Chelsea. …Bas Nijhuis fra Holland skal dømme kampen Chelsea-FCN. Han er kun 35 år gammel, og det bliver hans kun 3. Champions League kamp. Også linjedommerne er fra Holland. …Juan Mata scorede for Chelsea til 1-0 mod West Ham i lørdags, og det er Chelseas eneste scoring i de tre kampe med Rafael Benitez ved roret. Juan Mata viste også sin målfarlighed, da Chelsea gæstede FCN i Parken. Her scorede Mata to af Chelseas mål i 4-0 sejren. …Chelsea er med i Champions League gruppespillet for 10. år i træk og altid tidligere er gået videre til forårets knald eller fald kampe.