Mange lighedspunkter med sidste sæson

Kategorier


Enock Adu og Henrik Kildentoft jubler efter sidste års 3-1 triumf i Parken. FCN optræder igen i det blå dress i Parken på lørdag. (Foto: FCN)

Mange lighedspunkter med sidste sæson

En lang efterårssæson sluttes af med den meget vigtige kamp i Parken søndag kl. 19.00 mellem sidste års guld- og sølvvindere

De fleste danske fodboldentusiaster husker sikkert kampen for godt et år siden i Parken, hvor FC Nordsjælland triumferede med en overbevisende sejr på 3-1 over FCK og dermed reelt åbnede kampen om det danske mesterskab på vid gab. Og faktisk er der mange lighedspunkter mellem denne sæsons hidtidige forløb og sidste sæson, inden guld- og sølvvingerne søndag aften kl. 19.00 tørner sammen i Parken igen som punktum for efteråret denne gang. Sidste års kamp lå lidt tidligere, nemlig 24. oktober i runde 13, og også dengang var det andet møde i sæsonen mellem de to klubber. Ligesom i denne sæson var FCK nemlig blevet tildelt to hjemmekampe mod FC Nordsjælland, og FCK havde vundet den første med 2-0 i 3. spillerunde. FCK var også sidste år suverænt tophold med 7 point mere end FCN inden det interne møde i 13. runde, og FCK havde endda været 10 point foran ugen forinden. Med sejren på 3-1 i Parken reducerede FC Nordsjælland dengang forspringet til de 4 point, der også var forskellen mellem de to klubber ved vinterpausen og efter 20. spillerunde, som alle holdene står på efter weekendens kampe. Ligesom sidste år er FCK af mange igen i år udråbt som sikker dansk mester på nuværende tidspunkt, men FC Nordsjælland kan altså følge mønstret fra sidste sæson, hvis det lykkes at hente de tre vigtige point på søndag. I så fald vil FCK-forspringet være reduceret til 6 point og altså være meget lig situationen på samme tidspunkt af sidste sæson.

Vidste du at…

…det var Søren Christensen, Tobias Mikkelsen og Nicolai Stokholm, der scorede til 3-0 i Parken for godt et år siden, inden Dame N’Doye til slut sørgede for et trøstmål til FCK. …kampen søndag aften i Parken skal dømmes af Michael Johansen. Han har aldrig tidligere dømt en Superligakamp mellem FCK og FCN. …FC Nordsjælland fik sin føste Superligasejr nogensinde over FCK i juli 2007 i sæsonpremieren med 1-0, og udover de to FCN-sejre i sidste sæson, vandt FCN også to af de indbyrdes kampe i sæsonen 2009/10. To af FC Nordsjællands fem sejre er hentet i Parken. …FCN førte 1-0 indtil godt et kvarter før tid i Parken i denne sæsons første møde. Michael Parkhurst bragte tigrene i front kort før pausen, men på scoringer af Vetokle og Cornelius fik FCK vendt kampen mod slutningen.