Målsætningen er nået for U/19

Kategorier


Emiliano scorede til 1-0 på straffespark og var oplægger til 2-0 målet.

Målsætningen er nået for U/19

Med 2-0 sejren over Esbjerg er FC Nordsjællands unge tigre sikre på at overvintre på førstepladsen

U/19 Ligaen: FCN-Esbjerg 2-0 (2-0) FC Nordsjælland vandt lørdag eftermiddag i Farum Park 2-0 over Esbjerg i U/19 Ligaen, og dermed kan de unge tigre se frem til at holde jul på førstepladsen uanset udfaldet af den sidste kamp på lørdag hjemme mod FCK. Det blev en meget underholdende kamp, hvor FCN vandt fortjent på to mål i 1. halvleg og lidt mere skarphed foran mål end gæsterne fra Esbjerg, der dog også havde sine tilbud. Det blev 1-0 til FCN i det 12. minut på straffespark ved Emiliano Marcondes, og tigrene satte for alvor kurs mod de tre point, da Emiliano i det 36. minut headede bagud til en fri Emil Erbas, der nettede til 2-0. Den stilling holdt sig også gennem hele 2. halvleg, selv om begge hold spillede med mest fokus på det offensive. FCN skabte et par giga-chancer for at lukke kampen, men omvendt havde vestjyderne også et par gennemspil, der burde have resulteret i mål og ekstra spænding. U/19 Cheftræner Peter Feher glæder sig både over kampens resultat og den indstilling spillerne har vist gennem hele efteråret: – Vi kunne have scoret flere mål, men det kunne de også, så vi må være tilfredse med sejren over et godt hold og glæde os over, at vi scorede to gange mod et hold, der forinden kun havde lukket otte mål ind i hele turneringen. – Det var en kamp med gode parametre, højt tempo og mange chancer. Vi måtte undvære både Kristian Lindberg og Andreas Maxsø, der var med i Superligatruppen, men holdet viste, at det fungerer som en helhed alligevel. – Med sejren er vi også sikker på at nå vores målsætning. Da vi startede sæsonen, satte vi os som mål at slutte i top 5, og da vi kom så godt igang strammede vi midtvejs målsætningen til, at vi skulle føre rækken ved vinterpausen. Og det vil vi gøre, da vi ikke kan indhentes uanset udfaldet af den sidste kamp. – Det er resultatet af hårdt arbejde og en god selvkritik fra spillernes side. De har været gode til at holde fokus på det, der betyder noget for at lave resultater, og de er gode ambassadører for alle de værdier, FC Nordsjælland står for, siger Peter Feher. Efterårets 13 og sidste kamp for FC Nordsjællands U/19 Ligamandskab spilles på lørdag kl. 13.00 i Farum Park.