Fem FCN-spillere på Ligalandsholdet

Kategorier


Anders “AC” Christiansen skal på sin første Ligalandsholdstur. (Foto: Boesenfoto.dk)

Fem FCN-spillere på Ligalandsholdet

– Jeg havde ikke skænket Ligalandsholdet en tanke, siger en glædeligt overrasket Anders “AC” Christiansen

Fem FCN-spillere fik valg til Morten Olsens Ligalandsholdstrup på 25 spillere, der i januar sætter kurs mod USA for at træne og spille to kampe. De fem spillere er målmand Jesper Hansen, Jores Okore, Nicolai Stokholm, Kasper Lorentzen og Anders “AC” Christiansen. Dermed er FC Nordsjælland sammen med OB de to klubber, der er repræsenteret med flest spillere foran FCK med fire samt AGF og AaB med hver tre spillere. Ialt er de 25 spillere fra ni forskellige klubber. Udenfor Superligaen er kun Lyngby repræsenteret, endda med to spillere. For Anders “AC” Christiansen bliver det første tur med Ligalandsholdet og udtgelsen kommer som lidt af en overraskelse for den kun 22-årige midtbanespiller, der først i den seneste måned for alvor har bidt sig fast på Superligaholdet: – Jeg havde ikke skænket Ligalandsholdet en tanke eller sat mig det som målsætning, så det er da en glædelig overraskelse, lyder det fra “AC”, der tidligere har været med DBU på vinterens U/21 landsholdsture. – Det bliver fedt at prøve og dejligt at komme lidt væk, mens vinteren er værst herhjemme. Det bliver en spændende oplevelse, som jeg vil se frem til, siger Anders Christiansen, der bare kan spørge sine mere garvede holdkammerater om, hvad han kan forvente sig. Kasper Lorentzen skal med Ligalandsholdet for tredje gang, men for første gang som FCN-spiller. Første tur var som Brøndby-spiller, og sidste år spillede Kasper Lorentzen for Randers, men skiftede så til FCN få dage efter hjemkomsten fra Ligalandsholdsturen: – Når man er med, skal man være klar til at præstere på højt plan og vise sig godt frem. Og da det er allerede i januar gælder det om at finde en god balance i de resterende sæsonforberedelser, når man kommer retur. – Når man har prøvet det et par gange, ved man heldigvis, hvordan det fungerer, og det er nogle fede ture med masser af træning på højt plan under noget bedre vejrforhold end herhjemme i januar måned, siger Kasper Lorentzen. Ligalandsholdets tur går i år til Arizona fra 22. til 31. januar, og turen er denne gang en kombineret tur for Ligalandsholdet og U/21 landsholdet. Der er indtil videre planlagt to kampe på turen, og måske vil der blive arrangeret en tredje specielt for de spillere, der har alderen til U/21. I så fald suppleres truppen også med flere U/21 spillere. Ligalandsholdet spiller første kamp på turen mod Canada i Tucson lørdag 26. januar kl. 21.00 dansk tid, mens en anden kamp bliver mod Mexico onsdag 30. januar kl. 04.00 om natten dansk tid. Den spilles i Glendale, en forstad til millionbyen Phoenix. Se hele truppen: KLIK HER