FCN blev overmatchet på Stamford Bridge

Kategorier


Jesper Hansen stod igen en god kamp, men han kunne denne gang ikke forhindre Fernando Torres i at score.

FCN blev overmatchet på Stamford Bridge

FC Nordsjælland sagde farvel til Champions League med et klart 1-6 nederlag til Chelsea

FC Nordsjælland mødte overmagten onsdag aften på Stamford Bridge i London, hvor de forsvarende Champions League mestre viste klassen og vandt med 6-1. For Chelsea var det dog heller ikke nok til at gå videre fra den meget stærke gruppe. FCN forlader dette års gruppespil med et enkelt point for uafgjort mod Juventus, og det var meget langt fra at blive til flere i udekampen mod Chelsea. Det skyldtes måske også det uheld, der ramte holdet allerede efter fem minutter, hvor en skadet Ivan Runje måtte udgå. Det betød en del omrokeringer og uro på holdet i en periode, men FCN fik kæmpet sig godt igennem Chelseas første pres, og faktisk burde FCN være kommet foran efter godt en halv time, da FCN fik tilkendt et straffespark for hånd på bolden. Desværre brændte Nicolai Stokholm fra 11 meter pletten. Det gjorde Chelseas Eden Hazard også, da han fik en lignende chance lidt efter. Jesper Hansen reddede flot straffesparket, men han måtte overgive kun få minutter efter, da Chelsea igen blev tilkendt et straffespark for hånd på bolden. Det udnyttede David Luiz til 1-0, og da Fernando Torres for let fik lov at score til 2-0 ganske kort før pausen, var det skriften på væggen for FCN.  De nordsjællandske tigre viste dog tænder fra starten af 2. halvleg, hvor der kun var spillet et minut, da Joshua John udnyttede en lang fremlægning, løb fra forsvaret og prikkede bolden i nettet til 1-2. Det flotte mål tændte dog bare Chelsea til intense modangreb, og efterhånden forsvandt FC Nordsjællands modstandskraft. Chelsea kom ret hurtigt foran 3-1 og 4-1, og trods flere gode redninger af Jesper Hansen endte det med et nederlag på 1-6. Champions League eventyret er slut for FCN i denne omgang, og nu venter kun én kamp mere i en lang og hård efterårssæson. Det er på søndag klokken 19.00 i Parken mod FCK.

Champions League gruppespil, 6. runde, 5. december

Chelsea-FCN 6-1 (2-0)
Mål:
38. minut: 1-0 David Luiz (straffe)
45. minut: 2-0 Fernando Torres
46. minut: 2-1 Joshua John, assist Kasper Lorentzen
51. minut: 3-1 Gary Cahill
56. minut: 4-1 Fernando Torres
63. minut: 5-1 Juan Mata
71. minut: 6-1 Oscar
Tilskuere: 40.084 tilskuere
Dommer: Bas Nijhuis, Holland
Advarsler: David Luiz, Chelsea, samt  Anders Christiansen, Michael Parhurst og Patrick Mtiliga, FCN.
Nordsjællands startopstilling og indskiftniger:
1 Jesper Hansen
5 Anders “AC” Christiansen (ind i 61. minut 4 Henrik Kildentoft)
6 Enock Adu
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
15 Joshua John
18 Michael Parkhurst
20 Kasper Lorentzen
19 Mark Gundelach
21 Ivan Runje (ind i 7. minut 10 Mikkel Beckmann)
23 Mario Ticinovic (ind i 65. minut 24 Kamal Issah) 
På bænken uden at komme ind:
25 David Jensen
13 Oguzhan “OG” Aynaoglu 
41 Kristian Lindberg
43 Andreas Maxsø