Okore klar til at tage ansvaret

Kategorier


Ved spillernes entré til kampen mod Juventus i Parken dannede Jores Okore bagtrop, men måske går han allerforrest ind på Juventus Stadium i morgen. (Foto: Boesenfoto.dk)

Okore klar til at tage ansvaret

– Det bliver stort at gå ind på Juventus Stadium, og det skal nydes, siger FC Nordsjællands kun 20-årige viceanfører

Hvis ikke FC Nordsjællands skadede anfører Nicolai Stokholm når at blive spilleklar til Champions League kampen onsdag aften i Torino, bliver det den kun 20-årige viceanfører Jores Okore, der kommer til at føre FC Nordsjællands spillere ind på Juventus Stadium. Jores Okore fik en forsmag på jobbet som anfører, da han i fravær af Nicolai Stokholm i søndags havde debut i rollen fra kampstart i Haderslev, men skal det gentages i morgen aften bliver det nok alligevel en helt anden oplevelse end en Superligakamp for Jores Okore med anførerbind på: – Da jeg gik ind på Haderslev stadion som anfører for føste gang, var det da lidt specielt at lede drengene ind på banen i min Superligakamp nr. 50. Som 20-årig er det jo sjældent at få lov at tage sådan et ansvar, men det var stort, og det skal nydes. – Jeg vil nok være lidt nervøs, når vi går ind, hvis jeg også er anfører mod Juventus i Champions League. Det er en stor opgave. Men jeg er klar til at tage ansvaret, og jeg er god til at forklare mig selv, at det bare er en fodboldkamp, siger Jores Okore, der har udviklet sig i et fantastisk tempo som midterforsvarer, siden han den 3. april sidste år blev sendt på banen til Superligadebut i FC Nordsjællands kamp i Horsens. Opgøret endte 0-0, og Jores Okore viste straks noget af det format, der siden har gjort ham til landsholdsspiller og viceanfører hos FCN. Det er blevet til 62 førsteholdskampe for FC Nordsjælland, heraf de 50 i Superligaen, og han har scoret i hver af de to seneste hjemmekampe i Superligaen. Men det bliver nok mest de defensive kvaliteter, FCN får brug for i udekampen mod Juventus. – Vi møder sikkert et meget offensivt orienteret Juve-mandskab, og vi skal ikke regne med at få samme tid med bolden som i Parken. Fansene vil sikkert kræve, at de lægger tryk på os, men vi må bare give, alt hvad vi har. Det ville være stort med et uafgjort resultat mod Juventus igen, og bare ét point vii for alvor åbne mulighder for os i gruppen. – Vi ved vi kan være med på det her plan. Det har vi vist, og vi glæder os. Jeg elsker at spille Champions League og være på samme bane som de største spillere. Og vi skal huske at nyde det, kom det fra en som altid rolig Jores Okore lige før afrejsen til Torino i morges.
I morges blev FCN-delegationen mødt af dette syn, da den steg ind i flyet til Torino, hvor alle nu er igang med forberedelserne til mødet med Juventus.