Nordstrand: Det er ved at klikke rigtigt

Kategorier


Morten Nordstrand fik ikke scoret mod Randers sidst, men siden har han fået gang i målscoringen. (Foto: Boesenfoto.dk)

Nordstrand: Det er ved at klikke rigtigt

Morten Nordstrand har fået gang i målscoringen og håber at fortsætte stimen mod Randers lørdag kl. 17 i Farum Park

– Som angriber vil man altid gerne score mål, men selv om jeg kender klubben og spillestilen godt, har det alligevel taget lidt tid at vænne sig til systemet. Men jeg føler, at det er ved at klikke rigtigt nu. – Jeg har lært medspillerne bedre at kende, og de har også lært mine løbemønstre, så jeg føler, sammenspillet går fremad, og jeg kommer til flere chancer. Så kommer målene også, siger Morten Nordstrand. Forventningerne til Morten Nordstrand er altid tårnhøje i Farum Park, men denne gang har det taget lidt længere tid at få gang i målscoringen. Først i sæsonens 13. Superligakamp mod Silkeborg lykkedes det ”Nord” at få hul på bylden med en flot hovedstødsscoring til 1-0. Og det blev fulgt op af endnu en vigtig træffer til 1-1 i Haderslev mod SønderjyskE i sidste weekend. FCN har vundet de seneste tre Superligakampe i træk, og nu håber Morten Nordstrand naturligvis at kunne fortsætte stimen mod Randers i Farum Park i morgen lørdag kl. 17. Da Morten Nordstrand kom til FC Nordsjælland første gang i sommeren 2006, slog han straks til i sæsonpremieren mod netop Randers med to mål i 5-0 sejren. Randers blev i det hele taget Morten Nordstrands yndlingsmodstander i den sæson, idet FCN vandt alle tre kampe med så overvældende samlede cifre som 15-3, og fem af disse mål var signeret af Nordstrand, der endte som Superligatopscorer med 19 træffere. Morten Nordstrand scorede dog ikke mod Randers, da kronjyderne sidst gæstede Farum Park og spillede 1-1 i slutningen af september i denne sæsons 10. spillerunde: – Nej, jeg havde faktisk en rigtig god målchance mod Randers, men da manglede jeg lige den sidste timing. Det ærgrer mig, at jeg ikke fik scoret i den kamp, og at vi kun fik uafgjort, men det skal vi ikke bruge mere krudt på. Nu er det en ny kamp mod Randers, og vi ved, at vi har et godt hold, når vi præsterer bedst, siger Morten Nordstrand.