Mental styrke ikke nok til sejr for FCN

Kategorier


Nicolai Stokholm udligner her stensikkert til 2-2 på straffespark ti minutter før tid mod Randers. (Foto: Boesenfoto.dk)

Mental styrke ikke nok til sejr for FCN

To gange var FC Norsjælland bagud mod Randers men sikrede til sidst status som ubesejret hjemme med udligning til 2-2

To gange var det ved at lykkes for gæsterne far Randers at slå knock out på FC Nordsjælland. Først med et lynhug til 1-0 efter kun 25 sekunders spil, men den mavepuster rejste tigrene sig øjeblikkeligt fra med udligning til 1-1 ved Søren Christensen efter kun fire minutters spil. Efter den vanvittelige start på kampen i Farum Park faldt der lidt mere ro over tingene, men det var alligevel en ret åben slagudveksling rsten af 1. halvleg, hvor især FCN spillede sig frem til mange muligheder for at sætte et afgørende stød ind. Det blev dog ved 1-1 helt frem til 2. halvlegs 72. minut, hvor Randers igen slog ubarmhjrtigt til på direkte omstillingsspil. Ronnie Schartz blev spillet fri til en skudchance, og han var så heldig, at bolden ramte Jores Okores fod, så den tog en bue op over den ellers igen velspillende Jesper Hansen og i kassen til 2-1. Heller ikke den uppercut var dog nok til at slå FCN-spillerne groggy. FCN satte mere og mere tryk på for en ny udligning, og den kom i det 82. minut, da Joshua John klart blev fældet til straffesaprk af Johnny Thomsen. Anfører Nicolai Stokholm tog som sædvanlig ansvaret fra 11 meter pletten og hamrede bolden i kassen til 2-2. Herefter satte FCN alt ind på at få en afgørende træffer ind i slutfasen, og chancerne blev større og større. Enock Adu havde et nærgående forsøg, som kun lige akkurat blev reddet af keeper David Ousted, og i kampens døende sekunder var Morten Nordstrand meget tæt på at få drejet bolden i kassen efter bandespil i det lille felt. Det var bare dagen, hvor det trods stor energi og investering af masser af fysik ikke ville lykkes for FCN, men Randers var også en særdeles kompetent modstander, der udover de to scoringer viste tænder ved andre lejligheder. Selv om FCN havde klart spilovertag var gæsterne konstant giftige og holdt FCN-forsvaret i arbejde. I fravær af karantæneramte Ivan Runje spillede norske Ragnwald Soma i centerforsvaret, mens der på midtbanen blev plads til Anders “AC” Christiansen fra start. “AC” viste både prøver på sin skudstyrke med et par nærgående forsøg, og han var hele tiden en dynamo med stor drivkraft på midtbanen. Udover de gode skudforsøg fra “AC” havde også Kasper Lorentzen et par afslutninger, der kunne have givet det forløsende mål, og Mikkel Beckmann viste meget direkte spil, før han desværre måtte udgå med en slem skade kun ti minutter før pausen. FCN måtte nøjes med 2-2, men er dog fortsat ubesejret på hjemmebane i denne sæson og nu også i hele 15 Superligakampe i træk i Farum Park. På en dag, hvor tingene ikke lykkedes optimalt må man glæde sig over det ene point, selv om stemningen i omklædningsrummet mest afspejlede skuffelse over, at det ikke blev til sejr. Jores Okore ærgrede sig især over målet til 2-1 til Randers: – Det var uheldigt, at jeg snittede bolden på den måde. Den får lige en bue efter at have ramt min fod. Men vi giver normalt ikke så mange chancer væk, som vi gjorde i dag, og vi kom ikke selv til så mange afslutninger, som vi plejer. – De var gode til at holde fast i bolden, så vi måtte ofte langt tilbage for at generobre, og det gjorde det vanskeligt at fastholde presset i længere perioder. Vi brugte mange kræfter mod et godt hold, men vi havde også chancrne til at vinde, siger Jores Okore. Næste opgave for FCN i Superligaen er på fredag ude mod AGF.

Superligaen, 16. runde, 10. november

FCN-Randers 2-2 (1-1)
Mål:
1. minut: 0-1 Alexander Fischer
4. minut: 1-1 Søren Christensen, assist Michael Parkhurst
72. minut: 1-2 Ronnie Schwartz
81. minut: 2-2 Nicolai Stokholm (straffespark)
Tilskuere: 5.331
Dommer: Michael Tykgaard
Advarsler: Michael Parkhurst og Patrick Mtiliga, FCN, samt Christian Keller og Johnny Thomsen, Randers.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
5 Anders “AC” Christiansen (ind i 79. minut 22 Andreas Laudrup)
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
10 Mikkel Beckmann (ind i 38. minut Joshua John)
11 Morten Nordstrand
17 Søren Christensen (ind i 73. minut 6 Enock Adu)
19 Mark Gundelach
20 Kasper Lorentzen
31 Ragnwald Soma
På bænken uden at komme ind:
16 Thomas Villadsen
4 Henrik Kildentoft
19 Mark Gundelach
23 Mario Ticinovic