Joe Sise arbejder hårdt på sidelinjen

Kategorier

Joe Sise arbejder hårdt på sidelinjen

Den svenske angriber kom til FC Nordsjælland i januar måned, men har været uheldig med diverse skader.

I sommer da Sise var på rette spor var det en overrevet achillessene der sendte ham udenfor banen igen. Men Sise knokler hårdt udenfor banen for at blive klar igen. – Det er rigtig hårdt, specielt fordi jeg kom til klubben som ny og har endnu ikke været i kamp for holdet. Jeg har ikke kunnet vise klubben, holdet eller vores fans hvad jeg kan, og det er virkelig ærgerligt og noget som jeg ikke har det så godt med, siger Sise. Joe Sise kom til FCN fra Halmstad, hvor han fik 58 kampe i den bedste svenske række inden turen gik over sundet til Farum. Men inden da var svenskeren med de gambianske rødder, en eftertragtet herre, med besøg hos bl.a. italienske AC Milan og skotske Glasgow Rangers. Nu er fokus dog placeret på at kunne vende tilbage stærkere efter skaden. – Jeg har ikke haft denne type skade før, og det er selvfølgelig rigtig irriterende når man ser alle de andre gutter som spiller derude. Jeg vil rigtig gerne spille, jeg elsker fodbold og det er det jeg lever for lige nu. Og det er ret hårdt, men man må arbejde hårdt hver dag, som var det en finale, så man kommer stærkere tilbage, siger Sise og fortæller samtidig at han bare går og venter på dagen for hvornår han må deltage fuldt ud i træningen. – Jeg spørger vores fysioterapeuter hver dag om hvornår jeg kan træne rigtig med holdet, men de fortæller mig at jeg må tage det roligt, og tage en dag ad gangen. Men jeg håber på at kunne være klar når vi starter Superligaen op igen, fortæller den svenske angriber.