FCN lavet af det rigtige grundstof

Kategorier


Stor glæde i omklædningsrummet i Århus, hvor Ivan Runje, “AC” og Henrik Kildentoft her fejrer sejren. (Foto: FCN)

FCN lavet af det rigtige grundstof

Med en fortjent sejr på 2-0 i Århus over AGF fik FC Nordsjælland vist det format, der kendetegner hold med klasse og bredde

FC Nordsjælland bliver virkelig testet på alle parametre i dette efterår. Et ekstremt kampprogram og mange spillere afsted i landsholdstjeneste i de korte pauser giver voldsomme udfordringer for de danske mestre, men igen i aften i Århus viste FCN, at holdet er skabt af det helt rigtige grundstof. Bredden blev virkelig testet i en svær udekamp mod AGF, men trods mange nye på holdet og spillere på uvante pladser, stod FCN sammen som et hold og vandt fuldt fortjent 2-0. Især i 2. halvleg viste tigrene et format, der fuldstændig tog brodden af hjemmeholdet, der ellers var startet kampen meget optimistisk. FCN måtte stille op uden begge de vante backs, men så gik Henrik Kildentoft bare ind og udfyldte rollen for Mtiliga i venstre side, mens Mark Gundelach klarede forsvarets højrekant i fravær af Parkhurst. På midtbanen valgte FC Nordsjællands Cheftræner Kasper Hjulmand at spille med Anders “AC” Christiansen fra start i stedet for sin normale anfører Nicolai Stokholm, der i går kom retur fra Tyrkiet efter at have spillet 90 minutter i landskampen for Danmark. Disse rokeringer i forsvar og på den bagerste midtbane gav lidt problemer i det første kvarter, hvor AGF lagde voldsomt fra land, og efter kun godt et minut slap Stephan Petersen alene igennem, men her viste målmand Jesper Hansen atter sit høje format og klarede med en flot parade. FCN slap for endnu en mareridtsstart og spillede sig langsomt men sikkert ind i kampen. AGF havde bolden klart mest i det første kvarter, men så begyndte FCN at skabe chancer og sætte sig i respekt. Først fik Søren Christensen en hovedstødschance på indlæg fra Mark Gundelach, og lidt efter fik Morten Nordstrand en chance magen til bare endnu større på indspil fra modsatte side af Joshua John. Men Nordstrand headede lige forbi stolpen. Så var det igen AGF’s tur med et par giftige forsøg. En tværpasning tæt foran mål manglede bare lige en lang tå for at blive rettet i nettet bag Jesper Hansen, og da høje Søren Larsen øjeblikket efter fik frit hovedstød efter hjørnespark, var FCN heldig med, at den tidligere målkonge virker totalt rusten i sine afslutninger. Holdene gik målløse til pausen, selv om der havde været gode chancer i begge ender af banen, men efter pausen havde FCN i den grad fundet den vante holdrytme. Jores Okore og Ivan Runje afviste alt i centerforsvaret, og hjemmeholdet kom nærmest aldrig til farlige afslutninger Det gjorde tigrene til gengæld mange gange ved smart kombinationsspil mod et meget usikkert århusiansk forsvar. Efter en hel masse snævre pasninger i AGF-feltet var Anders “AC” Christiansen ved at komme på skudhold, men i en tackling med en modstander blev bolden prikket videre til Joshua John, der scorede fladt helt ude ved stolpen til 1-0. Det var i det 57. minut, og herefter var FCN klart spilstyrende, mens AGF blev mere og mere modløs. Joshua John var med i rigtig meget flot direkte spil, og da Adu i det 66. minut spillede Joshua John fri i venstre side, udfordrede hollænderen flot to mand og drejede derefter bolden ind til den fremstormende Kasper Lorentzen, der headede i nettet til 2-0. Herefter kunne FC Nordsjælland stabilisere holdet ved at sætte Nicolai Stokholm på banen til med autoritet at dirigere og gøre det lettere at køre sejren sikkert hjem. FCN var tættere på endnu en scoring, end AGF var på et trøstmål. Med den fortjente 2-0 sejr har FCN nu vundet fire af de fem seneste kampe og spillet én uafgjort. Det er en meget flot præstation midt i et voldsomt tæt kampprogram, der allerede på tirsdag igen byder på international fodbold i Champions League hjemme Parken mod Shakhtar Donetsk. Glæden i omklædningsrumnmet var da heller ikke til at tage fejl af. Alle vidste, at der var leveret en mandfolkepræstation: –  Det var en hård kamp, og vi løb en del forgæves i 1. halvleg, men vi fik alligevel vist, at vi kunne komme til afslutninger, og det tog vi med os til 2. halvleg, hvor det kørte virkelig godt for os. Vi vidste, at det var meget vigtigt at komme foran i sådan en kamp, siger Kasper Lorenzen, der lavede målet til 2-0, der reelt lukkede kampen: – Vi har jo lært, hvordan boldene kommer fra Joshua, så både jeg og “Nord” løb flere gange de rigtige steder på hans indlæg, og heldigvis fik jeg drejet den sidste ind til 2-0, lyder det fra den glade målscorer. Anders “AC” Christiansen spillede for første gang en hel Superligakamp og havde en fod med i scoringen til 1-0: – Jeg bliver tacklet og synes, der er frispark, men det gør jo ikke noget, at det ikke blev dømt, når John sparker bolden i kassen i stedet. Jeg synes, vi styrer 2. halvleg, og jeg har en rigtig god følelse hele vejen igennem. Der var fin ro på det hele efter målet til 1-0. – Det var en tung bane, og efter pausen kom de til at løbe mere efter bolden end os, og det koster kræfter. Det udnyttede vi fint, siger Anders “AC” Christiansen.

Superligaen, 17. runde, 16. novembe

AGF-FCN 0-2 (0-0)
Mål:
57. minut: 0-1 Joshua John, assist Anders “AC” Christiansen
66. minut: 0-2 Kasper Lorentzen, assist Joshua John
Tilskuere: 7.243
Dommer: Henning Jensen
Advarsler: Morten Nordstrand og Enock Adu, FCN..
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
4 Henrik Kildentoft
5 Anders “AC” Christiansen
6 Enock Adu
11 Morten Nordstrand (ind i 80. minut 36 Kristian Lindberg)
15 Joshua John (ind i 82. minut 23 Mario Ticinivic)
17 Søren Christensen (ind i 68. minut Nicolai Stokholm))
19 Mark Gundelach
20 Kasper Lorentzen
21 Ivan Runje
På bænken uden at komme ind:
16 Thomas Villadsen
13 Oguzhan “OG” Aynaoglu
24 Kamal Issah
35 Andreas Maxsø