Fort Farum Park

Kategorier


Publikum har honoreret de flotte resultater i Farum Park med engagement og talstærkt fremmøde til kampene. (Foto: Boesenfoto.dk)

Fort Farum Park

FC Nordsjælland er ubesejret i 12 Superligakampe i træk på hjemmebane, hvor næste opgave er kampen mod Silkeborg i morgen fredag kl. 18.30

Når FC Nordsjællands spillere hjemme løber på banen for at møde Silkeborg, er det med en fantastisk ballast som ubesejret i Farum Park i 12 Superligakampe i træk. Farum Park udviklede sig allerede i foråret 2011 til en ren fæstning for tigrene. Det var også via en meget stærk hjemmebanestatistik, at tigrene i sidste sæson lagde grunden til det danske mesterskab. Og den nye sæson er heldigvis startet på samme måde. I sidste sæson var FCN Superligaens stærkeste på hjemmebane med 39 point for de 17 kampe, 12 sejre, 3 uafgjorte og kun 2 nederlag. Det seneste kom i den første forårskamp i Farum Park mod Brøndby den 18. marts i år, og siden har Fort Farum været lukket land for alle gæstehold. De resterende seks hjemmekampe i foråret gav fem sejre og én uafgjort, og den nye sæson har FCN også indledt uden huller i fæstningen. På den nye kunstgræsbane, der blev anlagt i sommerpausen, har tigrene nu også spillet seks kampe med tre storsejre og tre uafgjorte kampe som resultat. Altså 12 Superligakampe i træk som ubesejret i Fort Farum Park. Den samlede målscore i disse kampe er så overbevisende som 28-8, og i halvdelen af de 12 kampe er det lykkedes målmand Jesper Hansen at holde rent bur. Effekten af de stabile resultater foran eget publikum nu snart to år i træk kan også aflæses på tilskuertallene. I mesterskabssæsonen hævede FCN sit tilskuergennemsnit i Farum Park til 5.800, en stigning på hele 30% i forhold til sæsonen forinden. Den afsmittende affekt af de spændende kampe frem mod guldet i foråret har også vist sig på tilskuerfronten fra den nye sæsons start, hvor det trods ferietid er lykkedes at holde gennemsnitstallet i de første seks hjemmekampe, samtidig med at fansene også bakker talstærkt op i Parken til hjemmekampene i Champions League.