FC Nordsjælland skifter trøjepartner

Kategorier


Efter nytår spiller FCN ikke længere i H2O tøj.

FC Nordsjælland skifter trøjepartner

Efter 10 års samarbejde med H2O skifter FCN til en ny tøjpartner fra nytår

Et mangeårigt samarbejde ophører, når FC Nordsjælland 1. januar 2013 skifter trøjepartner. Samarbejdsaftalen med H2O, der i 2007 blev forlænget med 5 år, løber ud og en ny trøjepartner er allerede på trapperne. Bestyrelsesformand Allan K. Pedersen fortæller:

– Efter mere end 10 års samarbejde med H2O skifter vi trøje- og tøjpartner til januar. Det er med en blanding af vemod og glæde, det sker, da vi har haft et virkelig godt samarbejde med H2O, som har støttet os gennem nogle ekstremt spændende år på vejen fra helt ny klub til dansk mester.

– Vi er allerede langt i processen med at finde en ny tøjpartner og er bevidst om, at vi er en interessant klub for mange af de store. Vi er allerede blevet kontaktet fra flere sider, men for os handler det primært om, at vi finder en partner, der matcher FC Nordsjællands værdier og stil: Det må gerne være anderledes, friskt og en ren stil, som passer til vores DNA i klubben.

– Som danske mestre og Champions League-deltagere oplever vi en stor interesse på både partner- og tilskuersiden og helt generelt mærker vi, at vi har taget nogle store skridt de senere år. Derfor forventer jeg også, at vi kan tegne en god aftale med en kommende tøj-partner, men det vigtigste er, at vi finder en løsning, der passer til FC Nordsjælland i flere år fremover. – Vi regner med at kunne offentliggøre en ny trøje- og tøjpartner i løbet af en måneds tid. Der vil fortsat være spilletøj og H2O produkter til salg i FCN shoppen helt frem til nytår, dog vil der ikke være mulighed for at bytte H2O spilletøj købt efter i dag den 30. oktober 2012.