Offday for reserverne

Kategorier


Henrik Kildentoft, her fra en Superligakamp mod OB, har været skadet meget længe, men han fik en times spilletid i Reserveholdskampen i Lyngby og er på vej tilbage.

Offday for reserverne

FCN kunne ikke finde rytmen i Reserveholdskampen i Lyngby og tabte 0-3

– Vi må vel bare konstatere, at det her blev en kamp, hvor vi slet ikke ramte vores niveau. Det lykkedes os aldrig at få det nødvendige engagement ind i kampen, og vi må nøjes med at glæde os over den kamptræning, det gav spillerne. Sådan lød vurderingen fra assistenttræner John Bredal, efter at FC Nordsjælland havde tabt 0-3 i Lyngby i Reserveholdsturneringen i en kamp uden nogen særlig tænding fra tigrenes side. Allerede efter tre minutter fik man en forsmag på det, da Lyngby let kunne score til 1-0 efter et boldtab. Selv om FCN vanen tro havde pænt med spil, kneb det med at omsætte det til noget konstruktivt og målfarligt. Lyngby virkede mere direkte, og da hjemmeholdet et kvarter før tid alt for let spillede sig igennem til en knaldhård afslutning fra kanten af feltet til 2-0, var kampen reelt lukket. At endnu et boldtab på et farligt sted betød en ny kontra til 3-0 understregede bare helhedsindtrykket af en offday. Målmand Thomas Villadsen stod hele kampen for FCN og var uden skyld i nogen af Lyngbys mål. Ved målet til 2-0 fik han endda afværget fra en fri spiller i første omgang, men så var Lyngby også hurtigst over riposten: – Nej, det var ikke nogen sjov kamp for os. Vi producerede selv alt for lidt, og det var hele vejen op af banen. Vores spil er meget afhængigt af, at pasningerne er hurtige og sidder præcist, men det gjorde de slet ikke i dag, og så kunne vi ikke gennembryde deres kæder og skabe noget, sagde en skuffet Thomas Villadsen.