FCN betalte prisen for manglende skarphed

Kategorier


Ivan Runje blev spillet helt fri i starten af kampen men desværre fik målmand Michael Tørnæs reddet. (Foto: Boesenfoto.dk)

FCN betalte prisen for manglende skarphed

Brøndby pakkede sig fra først til sidst i Farum Park, og FCN fik ikke brudt muren trods utallige afslutninger, så det endte målløst

Statistik kan være irriterende at se på, og sådan føler FC Nordsjællands spillere det givetvis lige nu, hvor tallene viser, at FCN havde 24 skud på mål mod Brøndbys 4, at FCN havde 10 målchancer mod 1 til Brøndby. Og en boldbesiddelse på 64% til FCN mod gæsternes 36%. Så virker det nærmest surrealistisk, at måltavlen kampen igennem blev stående på 0-0. Det uafgjorte resultat føles af FCN-spillerne som en tabt kamp. De betalte en høj pris for manglende skarphed, og Brøndby fik det maksimale ud af at ville absolut intet. Det kunne have udviklet sig meget anderledes, hvis det var lykkedes for en helt fri Ivan Runje at score efter små ti minutter, da han var alene igennem med målmand Michael Tørnæs efter et fikst vip over forsvaret af Kasper Lorentzen. Desværre fik Tørnæs pareret, og herefter gav Brøndby-muren ikke helt så store blottelser. FCN fandt simpelthen ikke værktøjet og ideerne til at skabe den målchance, der kunne åbne kampen og tvinge Brøndby frem på banen. Gæsterne blev sat under et voldsomt pres, især i slutningen af 1. halvleg, men det blev kun til en hel række skud og halve chancer i feltet. Den helt åbne mulighed opstod ikke. Afslutningerne fra Mikkel Beckmann, Kasper LOrentzen og Søren Christensen savnede det sidste bid. 2. halvleg startede med en god hovedstødschance til Nicolai Stokholm, men desværre røg bolden lige forbi mål, og så havde Brøndby faktisk en periode, hvor det lykkedes at holde lidt fast i bolden, mens FCN søgte efter nye ideer. I de sidste tyve minutter af kampen overtog FCN dog igen dirigentstaven i en sådan grad, at Brøndby aldrig kunne fastholde bolden mere end nogle sekunder af gangen, før de blå/gule måtte losse væk for at få luft. Kasper Lorentzen havde to gode skudfosøg, og tre indskiftninger satte ekstra pres på Brøndby i kampens slutfase, hvor alle tre nye folk kom til afslutninger, der burde have givet mål. Rawez Lawan fik en åben skudchance fra kanten af feltet i det 87. minut. Minuttet efter headede Mikkel Beckmann bolden ned for fødderne af Morten Nordstarnd, der bankede læderet lige ove rmål, og i det 89. minut fik Andreas Laudrup en ripost i feltet, men hans knaldhårde halvflugter sad desværre lige indenfor rækkevidde af målmand Tørnæs. – Jeg ramte den næsten for rent, sukkede Andreas Laudrup bagefter i omklædningsrummet. Havde han ramt den bare en smule skævt, var det skud suset i nettet. De 7.412 tilskuere fik en hæsblæsende afslutning og fosøgte virkelig at bære holdet frem mod den afgørende scoring, men Brøndby holdt stand, og facit blev et for FCN skuffende 0-0 resultat. Det føltes som et nederlag for FCN og en sejr for Brøndby, og det siger vel alt om de to holds indstilling til fodboldkampe lige nu. FCN må i skuffelsens stund finde de positive momenter, og det er blandt andet, at man holdt Brøndby helt fra målchancer og endnu et clean sheet til Jesper Hansen. FCN er også fortsat ubesejret hjemme i Farum Park på den nye kunstgræsbane, og forhåbentlig kommer sejrene igen allerede i næste hjemmekamp, når Randers kommer på besøg lørdag den 22. september kl. 17.

Superligaen, 8. runde, 2. september

FCN-Brøndby 0-0
Tilskuere: 7.412
Dommer: Lars Christoffersen
Advarsler: Mikkel Beckmann og Mario Ticinovic, FCN, samt Mathias Gehrt og Frederik Holst, Brøndby.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
6 Enock Adu
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
10 Mikkel Beckmann
17 Søren Christensen (ind i 78. minut 12 Rawez Lawan)
18 Michael Parkhurst
20 Kasper Lorentzen (ind i 83. minut 22 Andreas Laudrup)
21 Ivan Runje
23 Mario Ticinovic  (ind i 58. minut 11 Morten Nordstrand)
På bænken uden at komme ind:
16 Thomas Villadsen
13 Oguzhan “OG” Aynaoglu
19 Mark Gundelach
30 Lasse Petry