Villadsen til FC Nordsjælland

Kategorier


Thomas Villadsen er igen at finde i FC Nordsjælland – foto: fcn.dk

Villadsen til FC Nordsjælland

FCN har skrevet en 2-årig kontrakt med målmand Thomas Villadsen, der kommer tilbage til Farum Park efter 2½ år i udlandet.

Thomas Villadsen indgår fra dags dato som en del af målmandsteamet i FC Nordsjælland. Den 27-årige keeper er hentet i den rumænske klub Pietra Neamt, hvor han de seneste 2½ sæson har været en stor profil. Hovedpersonen selv havde et år tilbage af sin kontrakt i Rumænien, men ville gerne hjem og prøve kræfter med dansk fodbold igen. Og derfor er målmanden godt tilfreds med nu at være hentet til de danske mestre fra FC Nordsjælland og Superligaen igen på en 2-årig kontrakt.

-Jeg er meget glad for at være tilbage i FC Nordsjælland. Efter at have været i udlandet i 2½ år er jeg nu tilbage i en klub, som jeg kender. Både i forhold til træningen og arbejdet her i dagligdagen og på det personlige plan, hvor jeg har et godt forhold til mange af de mennesker der er i klubben. Det føles på en måde som at komme hjem, og det er en god fornemmelse, siger Thomas Villadsen. Inden karrieren tog fart i Rumænien, havde Villadsen en halvsæson i Superligatruppen i FCN. Og derfor er klubbens sportslige ledelse heller i tvivl om, hvad det er, de nu har hentet til truppen. -Vi så en god mulighed for at sikre os endnu en rigtig dygtig målmand, der passer perfekt ind i vores målmandsfilosofi, hvor det bl.a. er ekstremt vigtigt at have spillende keepere, siger Sportsdirektør Jan Laursen. -Vi kender jo Thomas fra hans tidligere ophold i klubben, og han har vist meget høj kvalitet og stor mental styrke under sin tid i Rumænien, hvor han har været en af topkeeperne i ligaen de seneste sæsoner. Med hans kvaliteter og store professionalisme står vi fantastisk rustet på målmandssiden til en meget spændende og krævende efterårssæson med historisk mange kampe. Netop derfor ønsker vi større konkurrence og bredde i truppen. Og med David Jensen på vej tilbage i form fra en lang skadespause, så vil der nu blive yderligere kamp om pladsen i målet. Thomas Villadsen var reserve under sit tidligere ophold i FC Nordsjælland og har derfor stadig sin officielle debut for klubben til gode. Men ambitionerne om at tage kampen op om pladsen i tigrenes mål er bestemt til stede. -Jeg har stået fast i en god liga i 2½ år, og det har jeg fået meget ud af personligt og sportsligt. Jeg føler, jeg er en bedre målmand nu, ikke mindst i kraft af den erfaring jeg har fået ved at spille så mange kampe på højt niveau, som jeg har fået gjort i Rumænien, siger Thomas Villadsen.