U/19 mistede sejren i sidste sekund

Kategorier


Det var en flok meget skuffede FCN U/19 spillere, der sundede sig efter at have ladet FCM udligne til 3-3 i sidste sekund.

U/19 mistede sejren i sidste sekund

FCN U/19 Liga spillede 3-3 mod topholdet FCM, mens U/17 Liga tabte 0-1 til de midtjyske ulve

U/19 Liga: FCN-FCM 3-3 (2-0) FC Nordsjælland U/19 mandskab var meget tæt på at slå topholdet FC Midtjylland lørdag eftermiddag på bane 3 ved Farum Park, men den triumf glippede desværre i de allersidste sekunder. Gæsterne fra FCM fik i tillægstiden tilkendt et direkte frispark lige udenfor feltet, og da der var hul i muren, lykkedes det de gæstende ulve at sparke udligningen til 3-3 i kassen. Det var bittert for FCN-spillerne, der havde spillet en rigtig god kamp og ført både 2-0 ved pausen og 3-2 indtil de sidste sekunder. FCN kom foran i det 20. minut, da Magnus Rasmussen smart sparkede bolden ind i det fjerneste hjørne til 1-0. Og efter en lille halv time blev det 2-0 ved Bjarke Jacobsen efter hjørnespark. FCN havde endnu et par chancer for at øge føringen, men de blev ikke udnyttet, så der stod 2-0 til FCN ved pausen. Gæsterne fra FCM kom noget stærkee ud til 2. halvleg, og fik reduceret i det 55. minut, og lidt efter kom udligningen til 2-2 på noget af en foræring. FC Nordsjælland svarede dog godt igen, og efter en friløber til Kristian Lindberg, hvis skud blev pareret, havnede riposten hos Magnus Rasmussen, der iskoldt scorede til 3-2. FCN havde også chancer til at lukke kampen, før FCM altså udlignede til allersidst. – Vi leverede en fin indsats, men vi udnyttede ikke vores chancer godt nok, og så var det skuffende, at muren ikke står fast ved et frispark så kort før tid. Bolden røg igennem muren, og det er ikke godt nok. Men generelt en god kamp mod nr. 1, lyder det fra Cheftræner Peter Feher. FC Nordsjællands næste opgave er pokalfinalen på onsdag 6. juni mod samarbejdsklubben BSV. Finalen spilles på Værløse stadion kl. 19. U/17 Liga: FCN-FCM 0-1 (0-1) FCM scorede allerede efter fire minutters spil, og det skulle vise sig at blive kampens eneste mål, så gæsterne kunne tage alle tre point med sig hjem til Herning. FC Nordsjælland betalte prisen for at være for ukoncentrerede fra start, for senere i kampen kunne de unge tigre sagtens være med og havde fortjent mindst uafgjort. Da FCN først var kommet op i omdrejninger, skabte hjemmeholdet gode målchancer, men skarpheden savnedes i afslutningerne. Efter en lille opsang i pausen, kom der endnu mere gang i de unge tigre efter pausen, men billedet forblev det samme: Meget spil og mange afslutninger, men ingen mål til FCN. – Forhåbentlig var den svage start en lektion for spillerne, så de er klar, når der fløjts op næste gang. Men ellers skal de have ros for indsatsen, især i 2. halvleg, hvor vi desværre bare igen var alt for ineffektive foran mål, siger Cheftræner for U/17 Sune Jensen. U/17 har to Ligakampe tilbage, og den næste er på lørdag i Aalborg mod AaB.