U/17 fik et point i Aalborg

Kategorier


FCN U/17 havde grund til jubel i 1. halvleg, men efter pausen satte holdet en 2-0 føring til.

U/17 fik et point i Aalborg

FCN U/17 førte 2-0 ude mod AaB men måtte nøjs med 2-2, mens U/19 tabte 1-2 efter at have ført 1-0

 U/17 Liga: AaB-FCN 2-2 (0-2) FC Nordsjællands U/17 mandskab startede kampen i Aalborg med lidt for langsomt spil, men efterhånden som de unge tigre fik benene op i omdrejninger, lykkedes det også at skabe målchancer. FCN fik godt styr på kampen, og efter tempofyldt angrebsspil nettede Johannes Ritter til 1-0 for FCN midtvejs i 1. halvleg, og kort før pausen gjorde Mathias Jensen det til 2-0. En ganske fortjent føring på det tidspunkt. Men selv om FCN i pausen snakkede om at fortsætte og jagte det tredje mål, lykkedes tingene ikke rigtigt i 2. halvleg. FCN havde både et skud på indersiden af stolpen og en friløber, men det lykkedes ikke at få scoret, og så blev sejren i stedet sat til på to ærgerlige fejl. Først fik AaB reduceret, da FCN-keeperen gik forkert af et frisparksindlæg, og bolden kunne sejle i nettet. Det var efter en times spil, og da AaB ti minutter før tid fik et frispark fra en lignende position, var det en FCN-forsvarer, der snittede bolden i eget net til 2-2. Det gav AaB ny gejst, og i de sidste ti minutter var hjemmeholdet tættere på 3-2 end de gæstende tigre, der blev presset tilbage på banen. – I 1. halvleg var vi gode til at skabe chancer og også udnytte dem, som vi har snakket meget om, men efter pausen giver vi to dumme mål væk. Ros for indsatsen i en time, men lektien må herefter være fortsat at være klar til hver eneste situation, siger Cheftræner for FCN U/17 Sune Jensen. FC Nordsjællands U/17 drenge slutter sæsonen af på lørdag, hvor sidste kamp spilles mod HB Køge kl. 15.15 på Værløse Stadion. U/19 Liga: AaB-FCN 2-1 (0-0) Også FC Nordsjællands nykårede pokalvindere for U/19 var i Aalborg til Ligakamp. Det var sæsonens sidste kamp, og desværre blev det ikke den afslutning, holdet havde drømt om. Det gik fint nok i en målløs 1. halvleg,hvor FCN spillede bedst. Og 2. halvleg fik en drømmestart for tigrene med en lynscoring allerede i første minut efter pausen ved Emil Berggren. Desværre formåede FCN ikke at holde fast og lod ligesom klubkammeraterne fra U/17 hjemmeholdet AaB score to alt for lette mål i den sidste halve time. FCN havde dog også et par store målchancer. Den ene ved Magnus Rasmussen, og i en anden situation følte Emil Berggren sig snydt for et straffespark. Dermed må FCN U/19 tage til takke med en slutplcaring som tredje eller fjersidst, men holdet genvandt jo pokaltitlen, som var ét af sæsonens store mål. – Det var ikke lige den afslutning, vi gerne ville have haft. Resultatet er lidt ærgerligt, for vi spillede en god kamp og kunne have fortjent bedre. Det er bare lidt det samme, som vi har set så tit. Vi scorer for få mål på vores chancer og giver for lette mål væk, siger Cheftræner for FCN U/19 Peter Feher.