Hjulmand: Det er ikke så tosset

Kategorier


Kasper Hjulmand og FCN truppen kan se frem til træningslejr i Holland i næste uge. (Foto:www.boesenfoto.dk)

Hjulmand: Det er ikke så tosset

Cheftræner Kasper Hjulmand er godt tilfreds med det program FC Nordsjælland har inden Superligastart. Den byder bl.a. på træningslejr i Holland og tre internationale kampe.

Tirsdag eftermiddag kl. 17.00 spiller FC Nordsjælland sin første kamp i den nye sæson, når der er ”mestermøde” i Skåne, hvor de svenske mestre fra Helsingborg tager imod FC Nordsjælland. Det er den første af de tre kampe, som FCN har lagt ind i kampkalenderen, inden det bliver alvor i første Superligarunde ude mod AC Horsens d. 16. juli. Et program som trænerteamet har fået, som de ville have det. -Det er en opstart der minder om den, vi havde sidste år. Den er 4 uger lang, og vi får en god uge på hollandsk græs i starten af juli. Det der gør den en smule anderledes i år er, at 7 spillere manglede , da vi andre startede op, fordi de har spillet landsholdsfodbold efter resten var gået på ferie. U/21 landsholdsspillerne er mødt ind nu og er i gang, men Jores Okore og Tobias Mikkelsen og Michael Parkhurst har været på A-landsholdsopgaver i en længere periode, og de skal have ferie, så derfor kommer de senere i forløbet, siger Cheftræner Kasper Hjulmand. Han har sammen med resten af trænerteamet kunnet konstatere, at de tilbagevendte spillere på ingen måde har ligget på den lade side under de ugers ferie, som truppen fik, efter guldsæsonen. -Spillerne er kommet tilbage i god stand, og de har passet godt på sig selv. Flere af dem har endda tabt sig og har vist, at de er godt med fra starten i træningerne, siger Hjulmand. De første to ugers hård træning har været hård, men ikke kun præget af fysiske øvelser frem for fodbold.

-Jeg ser ikke på det på den måde, at man først kommer i form, og så ser på det taktiske efterfølgende. Vi forsøger at integrere det taktiske, det fysiske og det tekniske i så mange af de øvelser i opstarten, som vi kan. Og det præger hele vores opstartsprogram, at vi forsøger at tænke på den måde, siger Kasper Hjulmand. Tirsdag er det så endelig blevet tid til at tage hul på kampene. Modstanderne er de svenske mestre fra Helsingborg, og senere møder tigrene franske Lens og hollandske Twente under træningslejren i Holland fra d. 1. til d. 8. juli. At ønsket igen har været udenlandske modstandere, er der naturligvis en grund til. -Vi gør, hvad vi kan i forhold til matchning i forberedelsesfasen. Vi vil meget gerne spille mod andre hold, end vi plejer, og at det er lykkedes, er vi meget glade for, siger Kasper Hjulmand.

-Det er tre helt forskellige typer internationale kampe, vi står overfor. Et godt svensk hold i Helsingborg med de dyder, de har. Et fransk hold i Lens, som vi ved, leverer atletisk fodbold med power og styrker i spillet mand mod mand. Og et så et hollandsk hold i Twente, som er dygtige, godt organiserede og som bare har et niveau der er rigtigt højt, og som svarer til det, vi kan forvente at møde senere på året i Champions League. Så tre typer international fodbold på godt en uge – det er ikke så tosset. At to af kampene skal foregå i Holland er heller ingen tilfældighed. Sidste år var FCN som nævnt også en god uge på træningslejr, og det giver noget ekstra, mener trænerteamet. -Vi glæder os over, at vi skal til Holland. Det at være samlet som hold og trup væk fra de vante rammer, er vigtigt. Man har mere tid og fokus, og vi kan og skal have flyttet vores spil, og den proces er det dejligt at kunne få det skudt i gang på en træningslejr