FCN møder HSV

Kategorier


Mikkel Beckmann og resten af FCN truppen kan se frem til at møde HSV i Flensborg. (Foto: www.boesenfoto.dk)

FCN møder HSV

FC Nordsjælland møder Hamburger Sports Verein i en testkamp d. 8. august.

FC Nordsjælland er blevet enige med den tyske storklub Hamburger Sports Verein om en testkamp d. 8. august i Flensborg. For HSV tjener kampen som opladning til sæsonstarten i Bundesligaen, mens den for FC Nordsjællands vedkommende ligger godt tre uger efter Superligaen er sparket i gang, og derfor skal være med til at få tempoet endnu højere op, inden de store opgaver står for døren med Champions League i midten af september. Derfor er trænerteamet også ganske tilfredse med, at kampen nu er bekræftet fra begge klubbers side. -At møde sådan en modstander er bare en god mulighed for at få endnu mere international erfaring og få noget ekstra tempo ind i holdet. Sidste år spillede vi mod Sporting Lissabon på samme tid i kalenderen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det var med til at give os det ekstra tempo, som efterfølgende gav pote i både spil og resultater, siger Cheftræner Kasper Hjulmand. FCN og HSV spiller som nævnt i Flensborg, og kickoff er foreløbigt sat til kl. 19.00 d. 8. august.