AKP: Spændende udfordringer

Kategorier


To dage efter guldtriumfen blev FCN hyldet af kommunen i Farum Park lige inden gravearbejdet gik igang for at forvandle stadion til en topmoderne kunstgræsbane. Allan K. Pedersen og borgmester Ole Bondo Christensen trykkede hånd for det fælles projekt.

AKP: Spændende udfordringer

FC Nordsjællands bestyrelsesformand Allan K. Pedersen glæder sig over den historiske sæson men alle i FCN bruger flest kræfter på fremtiden

For FC Nordsjælland var DM-guldet kulminationen på en historisk sæson, der har budt på mange rekorder og flytning af en række milepæle for den unge klubs formåen. Det glæder naturligvis bestyrelsesformand Allan K. Pedersen, men fokus er allerede rettet skarpt mod de nye udfordringer, fremtiden bringer: – Vi er glade og stolte over sæsonens bedrifter, der viser, at vi er nået langt. Men vi har også stadig meget mere, vi kan nå, og vi sigter efter hele tiden at forbedre os. Fremtiden byder på endnu større udfordringer, og dem skal vi også kunne tackle, siger Allan K. Pedersen. FC Nordsjælland blev den kun 19. klub, der gennem historien har prøvet at vinde det danske mesterskab, og foran ligger nu udfordringen i Europas skrappeste fodboldselskab, når det gælder klubfodbold, nemlig gruppespillet i Champions League. – Det bliver den helt store test for os i efteråret, og det vil kræve ekstra ressourcer hele vejen rundt. Alle har fokus på at præstere optimalt, og der er meget, der skal geares op på kort tid for at være med på det plan. Både administrativt og sportsligt med så mange hårde internationale kampe ved siden af Superligaen. – Vi står også overfor en anden forandring af de helt store, nemlig ombygningen af Farum Park til en topmoderne kunstgræsarena. Det arbejde gik i gang straks efter sidste kamp, og det bliver en forvandling af de helt store med alle de ekstra muligheder, det giver. – Arbejdet skrider planmæssigt frem, og når vi i tredje spillerunde af den nye Superliga tager imod OB, bliver det på en kunstgræsbane, der er helt unik og den første i Danmark til fodbold på højeste plan. Også der sætter FCN nye standarder for dansk fodbold. – Vi glæder os over den store publikumstilstrømning, vi oplevede i Farum Park i sidste sæson, hvor vi havde en fremgang på 30% ved hjemmekampene og to gange i slutfasen slog stadionrekorden. Ved den sidste kamp med 10.300 tilskuere i et udsolgt Farum Park. – Den udvikling skal vi holde fast i, og med et spilunderlag, der giver optimale forhold til den tekniske fodbold, FCN altid vil stå for, håber vi at kunne servicere publikum i Farum Park med endnu større fodboldoplevelser i fremtiden. – Medvirkende til den store fremgang har også været netværket Fodbold Samarbejde Nordsjælland, der hele tiden vokser både med hensyn til aktiviteter og antal samarbejdsklubber. Danmarksmesterskabet var hele Nordsjællands triumf, og vi kan også glæde os over forgreninger længere ud. Lolland Falster Alliancen har således lige tilsluttet sig FSN som klub nr. 64 i fællesskabet. – Det giver også basis for optimal talentpleje, og ungdomsarbejdet vil fortsat være et absolut fokuspunkt for FCN. Vi er og vil være klubben, der giver unge danske talenter chancen i Superligaen. – Vi har præsteret flot i de senere sæsoner og er lige nu repræsenteret med tre spillere i Danmarks EM-trup, ligesom vi havde hele syv mand med på Ligalandsholdets tur i januar. – Ingen skal være i tvivl om, at det er en udvikling, vi vil fortsætte. Danmarksmesterskabet giver bare ekstra energi, og vi sætter straks nye og højere mål. Vi har mange spændende udfordringer foran os, og fremtiden er det, alle i FC Nordsjælland holder fokus på, siger Allan K. Pedersen. For FC Nordsjællands Superligaspillere starter forberedelserne til den nye sæson allerede i morgen mandag, hvor de samles til første træning efter tre ugers sommerferie.