U/19 i pokalfinalen for andet år i træk

Kategorier


Emiliano Marcondes scorede det ene af FC Nordsjællands mål i 5-1 sejren i Slagelse. (Foto: Jens Kristian Lørup)

U/19 i pokalfinalen for andet år i træk

Med en sikker 5-1 sejr i Slagelse er FCN U/19 klar til finale mod BSV onsdag 6. juni

For andet år i træk skal FC Nordsjællands U/19 Ligamandskab spille pokalfinale. Billetten blev sikret onsdag aften med en sikker 5-1 sejr i Slagelse, og FCN kan nu se frem til en pokalfinale onsdag 6. juni mod samarbejdsklubben BSV, der i den anden semifinale sendte HB Køge ud. I fjor vandt FCN pokalfinalen med en sikker sejr over Hillerød på Hillerød stadion, og de unge tigre er opsatte på at gentage triumfen og vinde pokalen to år i træk, akkurat som Superligaholdet gjorde i 2010 og 2011. – Det ville være stort at vinde to år i træk. Der er noget særligt over at genvinde en ttel, så vi vil virkelig gå efter det. Der er mange gode hold i pokalturneringen. Vi har denne gang ikke mødt de andre Liga-mandskaber, men de er så blevet slået ud af de hold, vi har besejret, siger Cheftræner for U/19 Peter Feher. Det er endnu ikke fastlagt, hvor finalen skal spilles, og forinden har FCN også et par vigtige LIgakampe på programmet. Den første i morgen lørdag kl. 13.00 hjemme mod AGF. I pokalkampen i Slagelse forsøgte hjemmeholdet at gribe sin chance fra start med et højt pres på FCN, men efterhånden fandt tigrene den vante rytme i spillet og fastholdt spilkonceptet. FCN blev klart spildominerende og satte tingene solidt på plads med en sejr på 5-1. Emil Berggren blev dobbelt målscorer, mens Andreas Maksø, Patrick Lerager og Emiliano Marcondes hver scorede en enkelt gang.