Tre FCN-spillere på U/21 landsholdet

Kategorier


Mark Gundelach kan få debut på U/21 landsholdet. (Foto: Boesenfoto.dk)

Tre FCN-spillere på U/21 landsholdet

Mark Gundelach kan få debut på U/21 landsholdet, hvor også Jores Okore og Andreas Laudrup er med i truppen til kampene mod Irland og Makedonien

U/21 landstræner Morten Wieghorst har udtaget sin trup til de to vigtige landskampe i de kommende uger. Danmark møder Irland i Dublin mandag 28. maj som en forberedelseskamp til EM-kvalifikationskampen mod Makedonien tirsdag 5. juli i Aalborg. Tre FCN-spillere er med blandt Wieghorsts udvalgte. Det er Jores Okore, Andreas Laudrup og Mark Gundelach, der kan få sin debut som U/21 landsholdsspiller. Mark Gundelach har spillet 34 U-landskampe, men det har været på de yngre landshold. Jores Okore er tilbage i U/21 staben efter sidst at være rykket op i A-truppen. Med tre spillere i truppen er FCN sammen med AaB den klub, der er repræsenteret med flest på U/21 Landsholdet, og det glæder Sportsdirektør Jan Laursen: – For en klub som FCN, hvor talentudviklingen er i fokus, så skal vi også være repræsenteret på diverse ungdomslandshold, og derfor er det glædeligt, at vi atter er flot repræsenteret på U21 landsholdet. – For Jores Okores vedkommende håber vi fortsat på, at han kan klemme sig med i EM truppen på én af de pladser, der ifølge DBU.dk vil stå åben indtil sidste spillerunde i Superligaen. Efter en fornem sæson af såvel holdet som Jores, så vil det ikke være ufortjent, hvis han på trods af sin unge alder får chancen til denne store slutrunde. Jores har bevist at han er utrolig mental stærk bl.a. i Pokalfinalen og Europa League kampene mod Sporting Lissabon, hvor han var en nøglespiller, siger Jan Laursen.