Reserveholdskamp med høj kvalitet

Kategorier


Emil Berggren fra U/19 holdet udlignede til 1-1 for FCN i 1. halvleg.

Reserveholdskamp med høj kvalitet

FC Nordsjælland og AGF gav hinanden en god og intens kamp, som århusianerne vandt 3-1

– Jeg synes, det var en rigtig, rigtig fin kamp, hvor kun et par personlige fejl er forskellen på de to hold i dag. Det var en Reserveholdskamp på et meget højt niveau og en fin matchning for vores spillere. Sådan lød det fra Assistenttræneren hos FCN, John Bredal, da der var fløjtet af på bane 3 i Farum Park i dag for en intens og lige Reserveholdskamp, som århusianerne trak sig sejrrigt ud af med cifrene 3-1. John Bredal hentyder omkring resultatet til de to AGF-scoringer, der var rsultat at deciderede forsvarsfejl af FCN. Det første kom efter en halv times spil, da et boldtab midt på egen banehalvdel gav den tidligere FCN-spiller Stephan Petersen frit løb mod mål, og på hans tværpasning scorede Edafe Egbedi fra en meget spids vinkel til 1-0. Det lykkedes FCN at få udlignet kort før pausen, da Rasmus Jensen startede et smukt FCN-angreb med en stikning til Mario Ticinovic på fløjen, og kroaten driblede sig elegant fri til et indlæg, som høje Emil Berggren let kunne heade i et tomt mål til 1-1. Det var et passende resultat af en lige 1. halvleg, hvor AGF havde  Stephan Petersen og Søren Larsen i front som trussel, men FCN havde fint stryr på kampen med boldsikkert spil. Kampens afgørelse faldt med kort tids mellemrum efter godt ti minutters spil efter pausen. Kristian Lindberg blev bremset voldsomt i et fremløb, men dommerens fløjte var tavs, og så kunne AGF køre kontra til en skudafslutning, der uheldigvis blev rettet af, så bolden snød den sagesløse Jannich Storch i målet. Og lidt senere var den gal igen i FCN-forsvaret, da en hasarderet tværpasning havnede lige for fødderne af AGF’s Emil Scheel, der sagde tak for tilbuddet og sendte læderet i nettet til 3-1. FCN forsøgte at svare igen med flere gode angreb, hvoraf et enkelt endte med en scoring, som dog blev underkendt af dommeren, der mente, der forinden var begået frispark mod målmanden. Og så blev det ved 3-1 til gæsterne i Reserveholdskampen. Matchfacts Reserveholdskamp 6. maj: FCK-AGF 1-3 (1-1) Mål: 30. minut 0-1 Edafe Egbedi. 44. minut 1-1 Emil Berggren. 55. minut 1-2 Edafe Egbedi. 58. minut 1-3 Emil Scheel. FC Nordsjællands startopstilling og indskiftninger: Jannich Stoch – Mark Gundelach, Søren Henriksen, Jacob Egeris (ind i 80. minut Simon Lund), Seejou King – Rasmus Jensen, Lasse Petry (ind i 60. minut Pascal Gregor), Oguzhan “O.G.” Aynaoglu – Kristian Lindberg, Emil Berggren (ind i 75. minut Hitchem Chatri) og Mario Ticinovic.