Petry forlænger

Kategorier

x

Lasse Petry forlænger

19-årige Lasse Petry har skrevet under på en ny kontrakt med FC Nordsjælland for de næste to år.

Lasse Petry er en del af FC Nordsjællands talentfulde årgang 1992, hvorfra flere spillere allerede er en fast del af Superligatruppen. Dem kan den unge midtbanespiller nu slutte sig til, efter han har sat sin underskrift på en 2-årig kontrakt, som han i klubbens øjne i den grad har gjort sig fortjent til.
 
– Det er herligt, at endnu en af klubbens ungdomsspillere tager skridtet op i Superligatruppen. Lasse Petry kommer gennem nåleøjet, fordi han er en spiller, der ligesom sin anfører og konkurrent Nicolai Stokholm, lader fødderne tale og gør alt for at forbedre sig gennem træningen hver dag, siger Sportsdirektør Jan Laursen. – Vi taler tit om, at vi først for alvor ser, hvad spillerne indeholder, når de får chancen i Superligaen, hvor presset er meget større. Og med Lasse har vi heldigvis konstateret, at han har udvist stor mental styrke og kvalitet i sit spil i de tre kampe han har deltaget i her i foråret.
 
Petry fik sin debut i sidste sæson, hvor han fik spilletid i pokalsemifinalerne mod Randers FC. I dette forår har den midtbanemanden bygget på og grebet chancen, da han fik spilletid fra start og vikarierede fornemt for anfører Nicolai Stokholm i Superligasejrene i Horsens og hjemme mod Silkeborg, ligesom Petry spillede en stor rolle i sejren i Aalborg. Derfor tøvede han heller ikke med at skrive under på den nye kontrakt.
 
– Jeg er utrolig glad lige nu. Glad for at vide, hvor jeg skal spille de næste par sæsoner og fordi, det er i FCN. Det er nu, jeg rigtig skal til at vise, at jeg har fortjent det her. Jeg kommer ikke til at slappe af på nogen måder, fordi jeg nu har fået en ny kontrakt. Jeg har hele tiden troet på, at jeg kunne få en fremtid her ved at blive bedre og yde ekstra hver dag på træningsbanen, siger Lasse Petry.
 
– Jeg har fået chancer i Superligaen og har kunnet vise, at jeg kan begå mig på det niveau. Nu er min målsætning at komme endnu tættere på holdet, blive ved med at blive udtaget til truppen og presse dem der ligger foran mig. Så bliver det en dag mig der står forrest, og det er det man træner og spiller for at opnå.
 
19-årige Petry kom til FC Nordsjælland allerede for 6 år siden og har vundet medaljer og pokaltitler med resten af årgang 1992, der er den første årgang FC Nordsjælland har satset på at uddanne som egen avl. Derfor var det også i Farum Park, han helst ville blive.
 
– Det betyder meget for mig, at det kunne blive her, min fremtid ligger. Jeg har været i FCN i mange år, og jeg er superglad for, at jeg kan være en del af det fortsat de næste to år frem. Ikke mindst som vi udvikler os og præsterer nu. Der er trænere her, der har fulgt mig hele vejen fra jeg startede i Bl.a. A+  Træner Flemming Pedersen og U/19 Træner Peter Feher, der har trænet mig helt fra U/16 og til nu. De har en stor andel i, at jeg nu er kommet hertil, siger Lasse Petry.